AnnonceLuk annonce




ShopSjælland.dk skal sætte gang i den lokale nethandel

18-01-2021

Af Jens Nielsen

Handelstandsforeningen Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd, gør opmærksom på muligheden for, at butikker kan få deres egen webshop på webportalen ShopSjælland.dk

Nethandelen har aldrig været større, og lige nu hvor stort set alle detailbutikker er lukket, er behovet for at kunne betjene kunderne på nettet blevet endnu større.

Men det kan være en dyr løsning for den enkelte forretning at få sin egen webshop, men det har Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd løsningen på med ShopSjælland.dk

”I stedet for, at det er de store internationale spillere som skal hente hele markedet, så er der altså nu en mulighed for, at lokale butikker kan levere varer via nettet på en nem og overskuelig måde for bare 199 kroner om måneden,” fortæller Keld Haapanen fra Vores Kalundborg, og fortsætter,

”Vi synes det er relevant at få fortalt historien til vores forbrugere om at bakke byen op, men også til de handlende som gerne skulle kunne se muligheden i at være med.”

Mange butikker bruger lige nu deres sociale platform som fx Facebook til at sælge deres varer til kunderne, her vil ShopSjælland.dk være stedet butikken linker hen til, hvor kunden så kan bestille og betale sin vare.

”Ideen med ShopSjælland.dk er jo at du online har et center man tager ind i som kunde, for at handle i den ene af butikkerne, og så bliver du måske inspireret til også at handle i en af de andre butikker,” forklarer David Hindberg, kommunikations- og erhvervskonsulent på Kalundborgegnens Erhvervsråd, og fortsætter,

”ShopSjælland.dk har sørget for, at der er et tomt lokale til nye butikker hvor der er både kasseapparat og i øvrigt sørget for alt det praktiske.”

Alle interesserede butikker og iværksættere har mulighed for at blive en del af ShopSjælland.dk. Det er ikke et krav med medlemskab af Vores Kalundborg og Kalundborgegnens Erhvervsråd for at komme med i fællesskabet ShopSjælland.dk


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0