AnnonceLuk annonce




Billedserie: Sejrede over tophold

18-10-2020

Af Jens Nielsen

Lørdag eftermiddag vandt Svebølles herrer i fodboldens serie 1 over et af topholdene i rækken, Herfølge. Svebølle er nu rykket op på 2. pladsen.

Den første halve time af 1. halvleg var der godt nok pres på Svebølle, da de hjemme tog imod Herfølge. Det meste af spillet foregik foran Svebølles mål, men som kampen skred frem fik hjemmeholdet mere fat i kampen og havde enkelte chancer, som dog ikke gav mål.

I Svebøllemålet havde Rasmus Hansen en flot redning 12 minutter inde i kampen, hvor han måtte strække sig helt ud for at nå bolden efter et hjørnespark.

Efter 0-0 ved halvleg fik Svebølle godt fat i spillet og 16 minutter inde i 2. halvleg bragte hjemmeholdet sig foran på et mål af Nick Trier efter indlæg af Mark Hansen.

Svebølle fortsatte trykket mod Herfølgemålet, og 10 minutter senere kunne Bethel Makumbu bringe Svebølle foran 2-0.

Gæsterne havde mulighed for at få bolden i nettet, da de blev tilkendt et straffespark, efter hånd på bolden, men den mulighed brændte de. I det hele taget var der ikke meget som lykkedes for Herfølge i 2. halvleg.

I kampens allersidste overtidsminut fik Svebølle så scoret til 3-0, som blev kampens resultat, igen var det Bethel Makumbu som var på spil og fik bolden i nettet.

Efter lørdagens sejr har Svebølle nu passeret Herfølge og er rykket op som nr. 2 i serie 1, et point foran Herfølge.

Det andet lokale hold i serie 1, Raklev, måtte se sig slået 4-1 i Slagelse, og er nu placeret samlet som nr. 6.

Allerede lørdag d. 24. oktober spiller Svebølle hjemme igen, hvor de møder B73 fra Slagelse.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0