AnnonceLuk annonce




Sammen er vi stærkest

25-05-2019

Stafet For Livet er igen i år i gang i Munkesøen i Kalundborg. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I dag er der endnu engang Stafet For Livet i Kalundborg. Mere end 500 deltager i arrangementet, hvor man enten går, løber eller lunter så mange km., som man kan og har lyst til på 24 timer. Alt sammen for at sætte fokus på cancer, og samle penge ind til det gode formål.

42 fightere og godt 500 deltagere, fordelt på 16 hold, løber og går lige nu til årets Stafet For Livet i Munkesøen i Kalundborg. Kl. 11 blev løbet sat i gang efter, at formand for styregruppen til Stafet For Livet Kalundborg, Ole Lauritzen, havde budt velkommen efterfulgt af borgmester, Martin Damm, der sagde et par ord samt, varehuschef i Kvickly, Kirsti Thygesen, der fortalte om sin søster, der netop har været igennem et cancerforløb.

Ole Lauritzen sagde blandt andet i sin tale, at vi alle har eller har haft cancer inde på livet på den ene eller anden måde, og at hver 3. menneske bliver ramt af cancer, hvilket gør de to andre til pårørende. Derudover blev der talt om sammenhold, om hvor hårdt et forløb de kræftramte – og deres pårørende, skal igennem, og hvordan vi alle sammen er meget stærkere, når vi kæmper sammen. 

En rørende gestus

Alle fighterne, iført gule trøjer, er enten i eller har overlevet et cancerforløb, og de mødte talstærkt op – 42 lagde ud med at gå en runde, hvor alle andre klappede dem af sted. Herefter stillede fighterne sig op, alle med en flerfarvet rose i hånden, og sendte de mange deltagere i løbet af sted. 

Maiken Maxsø, der pt. er på et ophold på Ubberup Højskole, er en af fighterne i de gule bluser, og hun fortæller, at hele arrangementet er utroligt rørende.

”Man bliver meget rørt, når man ser, hvor mange mennesker, der deltager, og man føler sig meget heldig over at have overlevet. Det er dejligt at se nogle af dem fra sidste år igen, for så ved man, at de har overlevet. Rosen, som vi har i hånden symboliserer de mange forskellige processer, som vi har været igennem for at stå her i dag,” siger Maiken Maxsø.

Udover at gå og løbe, er der også i løbet af det næste døgn zumba, musik og boder, ligesom der kommer en tryllekunstner forbi og underholder i Munkesøen. Stafet For slutter i morgen, søndag, kl. 11. I aften er der band, hvor alle også er velkomne, og der er lys-ceremoni, når det bliver mørkt. Her tændes små lamper for at ære alle de mennesker, som har mistet livet til cancer. 

Fakta om Stafet For Livet

Stafet For Livet er et døgn, hvor der bliver sat fokus på kræftsagen, alle kæmper sammen og fejrer livet. Det er en anledning til at mindes dem, man har mistet, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling - for kampen mod kræft. I år er det anden gang, man i Kalundborg, laver Stafet For Livet, hvorimod den første Stafet For Livet blev afviklet i USA i 1985.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0