AnnonceLuk annonce




Samarbejde mellem skoler styrker eleverne

08-08-2020

Tømmerup og Raklev Skole samarbejder om svømning til skolernes 4. klasser. Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Eleverne på folkeskolerne er snart tilbage i klasserne igen, og der har, i den seneste tid, været fokus på, at elevernes faglige såvel som sociale kompetencer skal styrkes. Det har fået to af de små skoler i Kalundborg Kommune til at samarbejde for netop af styrke faglighed og sociale kompetencer. 

Flere skoler laver tiltag, der skal styrke faglighed og elevernes sociale styrker. Et af disse tiltag er et samarbejde mellem Raklev og Tømmerup Skole, der begge længe har haft et ønske om at kunne tilbyde svømmeundervisning til skolernes 4. klasser. Både fordi det giver god mening, når man bor i en kommune med så mange kilometer kystlinje, men også for at styrker elevernes motoriske og fysiske evner. Samarbejdet mellem de to skoler skal bidrage til at lære eleverne færdigheder i vand, men i ligeså høj grad, at eleverne får et netværk, de kan bruge uden for skolen. Samtidig styrker samarbejdet omkring svømning, lærernes vidensdeling og udnyttelse af faglige kompetencer. 

Samarbejde mellem små skoler

Både Tømmerup og Raklev Skole har elever til og med 6. klasse, og det er netop på grund af skolernes størrelse, at samarbejdet er kommet i stand. Begge skoler ønsker at give deres elever et større netværk, men samtidig kan skolerne også dele udgifterne til leje af svømmehallen i en tid, hvor der også er fokus på skolernes driftsbudget.

Skoleleder på Raklev Skole, Michael Rasmussen og skoleleder på Tømmerup Skole, Jimmy Sørensen, ser begge frem til dette samarbejde. Begge skoleledere har længe haft et tæt samarbejde omkring ledelse og drift af de to skoler, men det er første gang, at skolerne har et samarbejde omkring undervisning og læring. 4. klasserne på begge skoler påbegynder allerede svømmeundervisning fredag i uge 33.

”Jeg ser store muligheder i forhold til et samarbejde på tværs af skoler fagligt, men også i forhold til trivsel. Det tror jeg, at der kommer langt større fokus på i de kommende år. Vi øger samarbejdet for at løfte eleverne både fagligt og trivselsmæssigt. I stedet for at tænke hver for sig, tænker vi samarbejde, og det vil alle vinde ved,” siger Jimmy Sørensen.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0