AnnonceLuk annonce




Sagsbehandler truet på livet

09-11-2018

Af Jens Nielsen

En 55-årig kvindelig sagsbehandler fra Jobcentret i Kalundborg blev torsdag først på aftenen truet på livet.

Torsdag aften, kl. 19.03 fik politiet en anmeldelse om trusler på livet fra ansatte ved jobcentret i Kalundborg. En 55-årig kvindelig sagsbehandler blev efter arbejdstid og på vej hjemad opsøgt af en udad reagerende og spirituspåvirket mand, som var stærkt utilfreds med hendes sagsbehandling af hans sag.

Han fremsatte verbale trusler mod hende og slog effekterne, som hun bar, ud af hendes hænder.

En kollega kom til hende til undsætning og slog alarm til politiet, der i sagens natur kunne identificere den mistænkte. Han var inden politiets ankomst flygtet fra stedet, men blev senere fundet på en cafe i Kordilgade, hvor politiet anholdt en 51-årig mand fra Kalundborg.

Det viste sig, at han i forvejen var eftersøgt af Københavns Politi til et retsmøde i en sag om tyveri. Den anholdte mand blev midlertidig anbragt i arresten til overnatning, men på grund af en udad reagerende adfærd måtte han retur til politiets lokaliteter for overnatning, inden han kan fremstilles i et retsmøde i København.

I den aktuelle sag fortsatte han i forbindelse med politiets håndtering af ham truslerne mod den pågældende kommunale sagsbehandler, hvorfor anklagemyndigheden vil fremstille ham i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk i løbet af fredagen. Den pågældende medarbejder slap uskadt fra hændelsen, men var naturligvis noget chokeret over sagen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0