AnnonceLuk annonce




Sådan genåbner Danmark

23-03-2021

Statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemødet mandag aften.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Efter at have forhandlet hele mandagen, er alle Folketingets partier, på nær Nye Borgerlige, blevet enige om en plan for en genåbning af Danmark. 

Alle Folketingets partier, med undtagelse af Nye Borgerlige, er, efter lange forhandlinger, blevet enige om en aftale om en langsigtet genåbningsplan for Danmark. Det meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) ved et pressemøde i Landstingssalen sent mandag aften. Aftalen om en genåbning af Danmark viser, hvornår hvilke brancher kan genåbne. Det vil i udgangspunktet foregå i intervaller på 14 dage.

Planen er, at når alle over 50 år er vaccineret, skal samfundet åbnes på nær få undtagelser. Der indføres dog et krav om et coronapas, der viser, om man er vaccineret, eller har en negativ coronatest. Børn er undtaget kravet om at vise coronapas.

Overordnet ser det således ud:

  • 6. april: Udover den gældende åbning i grundskolen åbnes for, at 5.- 8. klasse kan vende tilbage med 50 pct. fysisk fremmøde. Det vil sige hver anden uge. På ungdoms- og voksenuddannelser kan eleverne vende tilbage med 50 pct. fysisk fremmøde. På de videregående uddannelser kan afgangsstuderende på uddannelser med mange praksiselementer vende tilbage med 50 pct. fysisk fremmøde. Alle øvrige studerende på de videregående uddannelser kan vende tilbage med 20 pct. fysisk fremmøde. Uddannelsesinstitutionerne forudsættes i den forbindelse særligt at prioritere de studerende på første år. Når vaccinationen af de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er gennemført, er det udgangspunktet, at skoler og uddannelser kan genåbne fuldt ud. Aftalepartierne er desuden enige om, at de liberale serviceerhverv, altså herunder bl.a. frisørerne, kan genåbne.
  • 13. april: Partierne er enige om, at almindelig handel i indkøbscentre, stormagasiner, arkader med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder kan genåbne. Indkøbscentre, stormagasiner og arkader i kommuner med særlig høj incidenstal er dog undtaget. Her vil en evt. genåbning blive vurderet af Epidemikommissionen.
  • 21. april: De store indkøbscentre og stormagasiner på over 15.000 kvadratmeter for almindelig handel kan åbne. Ydermere åbnes – med coronapas – udendørsservering på restauranter og cafeer, museer, kunsthaller samt biblioteker. Uden coronapas åbnes for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år. 
  • 6. maj: Med coronapas åbnes for indendørs servering på restauranter og cafeer, konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter. Ydermere åbnes - med coronapas - for indendørs idræt for voksne over 18 år.
  • 21. maj: I sidste omgang åbnes med coronapas resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, som ikke er åbnet i forrige faser. Ligeledes åbnes indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo, legelande, daghøjskoler og aftenskoler.

Udgangspunktet er landsdækkende genåbninger, men når det ikke er muligt på grund af høj incidens eller smitteudbrud, skal Epidemikommissionen og myndigheder overveje fleksible modeller, herunder regionale og lokale modeller. Ved lokale udbrud skal myndighederne iværksætte tiltag og restriktioner, der både sikrer en øjeblikkelig håndtering af det konkrete udbrud, men samtidig også den nødvendige aktivitetsnedgang i det berørte område sådan, at smitten bringes under kontrol.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0