AnnonceLuk annonce




Udsigten nydes nu med kaffe og kage

21-05-2020

Røsnæs Fyr er en populær destination, og fra i dag, Kristi himmelfartsdag, kan man igen købe kaffe og kage m.m. i den lille hyggelige café ved fyret. Foto: Gitte Korsgaard

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I dag, Kristi himmelfartsdag var der trængsel ved Røsnæs Fyr, da caféen igen åbner op for sæsonen. Lidt senere end planlagt grundet COVID-19, men nu er der igen kaffe, kage, is og andet godtpå menuen til de mange besøgende fra nær og fjern, hvilket rigtig mange nød godt af på åbningsdagen - en smuk solskinsdag på Røsnæs.

Kl. 11 på Kristi himmelfartsdag åbnede caféen op for sæsonen ved Røsnæs Fyr, og allerede på det tidspunkt var der fyldt op med glade mennesker, på den smukke Røsnæs spids, der gladeligt stod i kø for efterfølgende at kunne nyde en kop kaffe og et stykke kage fra caféen ved Røsnæs Fyr. 

”Det er jo fantastisk med så mange mennesker, der både cykler, går en tur, vandrer, længere ture, eller kommer i bil eller på motorcykel herud for at besøge os. Folk kommer altså også langvejs fra. Jeg ved godt, at nogle af de lokale herude er lidt trætte af trafikken, men folk kører altså generelt pænt, og ja selvfølgelig er der en enkelt fra tid til anden, der ikke kører pænt, men sådan er det jo desværre alle vegne. Folk, der kommer herude er søde og rare, og vi er glade for, at de besøger os,” siger Troels Birk Kristoffersen, der er formand for Røsnæs Udvikling og Beboerforening (RUB).

Fyrtårnet åbner også snart op

Besøg i fyret og på museet må dog vente lidt endnu, dog håber Troels Birk Kristoffersen, at de vil være klar til at åbne fyret til næste weekend, men det afhænger af både regeringens retningslinjer og hvorvidt, han kan nå at finde frivillige til at stå derude. 

”Bo og Vækstcenter åbner caféen på mandag, og jeg regner med hurtigst muligt også at åbne ind til fyrtårnet. Det er blevet renoveret, og der skal lige gøres rent m.m., ligesom jeg skal skaffe vagter til den kommende weekend. Vi havde jo ikke regnet med, at det var endnu, og så pludselig åbner de op for muligheden, hvilket vi selvfølgelig er meget glade for. Men Naturstyrelsen skal også sige ja, ligesom retningslinjerne skal komme, og det ved vi jo af erfaring godt kan tage lidt tid, ligesom de ændrer dem hele tiden osv.,” fortæller Troels Birk Kristoffersen.

Røsnæs Fyr er en af de mest populære turistattraktioner i Kalundborg Kommune, med langt over 100.000 gæster hvert år. I hverdagene er det Bo- og Aktivitet, Kalundborg Kommune, der passer såvel fyr som café, mens det er frivillige fra RUB der tager vagten i weekender og helligdage. På alle åbningsdage samt i weekend og på helligdage er der åbent fra kl. 11 – 16.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0