AnnonceLuk annonce




SF: Vi skal selvfølgelig lave en lokal aftale med lærerne.

11-05-2018

Læserbrev:

SF: Vi skal selvfølgelig lave en lokal aftale med lærerne!

I NordvestNyt og TV Kalundborg kunne man d. 2. maj læse, at Socialdemokratiet og Lærerforeningen i Kalundborg synes vi skal have lavet en lokal arbejdstidsaftale.
Det synes vi også i SF Kalundborg, fordi:
● overenskomsten ikke gav lærerne nogle nye muligheder
● Kalundborg Kommune har svært ved at tiltrække uddannede lærere - og det kan derfor frygtes, at en nyligt indgået aftale med lærerne i Holbæk kommune, vil trække lærerne dén vej, i stedet for imod Kalundborg
● en aftale signalerer at vi arbejder sammen og at vi har aftalt de overordnede rammer for, hvordan vi kan drive god skole.

Vi har allerede indgået nogle aftaler for lærerne, som omhandler mulighed for flextid, forberedelse til prøverne i 9. og 10. klasse samt visse vilkår for kompetenceudvikling.
Alle 3 aftaler er ganske givet en gevinst for lærerne - og det skal vi da fortælle vidt og bredt om!
Men vi mangler det allervigtigste, det der sikrer en højere kvalitet af undervisningen, nemlig en sikring af undervisningstimetallet, som kan svinge alt for meget fra skole til skole, samt sikring af forberedelsestid – både den individuelle og til teams.
Derudover bør en aftale sikre et lavere undervisningstimetal til nyuddannede, retningslinjer for hvordan arbejdstiden opgøres samt aftaler om at afsætte tid til de lærere der er tillidsvalgte.
Alle disse elementer ligger i den nyligt indgåede aftale i Holbæk Kommune. Helt uforståeligt afviser Martin Damm en lignende aftale i Kalundborg Kommune med henvisning til, at “vi vil tage luften ud af den lokale selvbestemmelse”, altså at vi vil gøre det for besværligt for den enkelte skole at agere.

Det er simpelthen for let bare at slynge ud - en aftale skal jo blot indeholde nogle minimumskrav - hvis én skole ønsker at gøre noget endnu bedre, så skal de da have lov til det. Jeg tror desværre det handler om skolernes alt for pressede økonomier - og at f.eks. forberedelsestiden er her hvor skolelederne har mulighed for at “spare”. Det er uholdbart og det skal vi have set på.
Jeg håber derfor, at fornuften igen vil råde i kommunalbestyrelsen og vi kan få skabt flertal for en aftale for lærerne, ligesom vi sagde “nej tak “ til en sammenlægning af Ungdomsskolen og Musisk Skole - og at vi valgte at give en tillægsbevilling til Center for Misbrug og Socialpsykiatri.

Thomas Malthesen Hiorth, kommunalbestyrelsesmedlem, SF Kalundborg, Azaleavej 22, 4470 Svebølle



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0