Rulleskøjteklub - en stor succes

Kalundborg Rulleskøjteklub er kommet rigtigt godt fra start. Foto Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg har fået sin egen rulleskøjteklub, der er udsprunget af den tidligere rulleskøjteklub i Rørby-Værslev idrætsforening, og det er en succes.

De begyndte i Rørby-Værslev for to år siden, men har trænet i Kalundborg siden forrige sommer. Denne sommer skete der imidlertid noget med interessen for rulleskøjteløb i Kalundborg, for Kalundborg Rulleskøjteklub, har på kort tid her i sensommeren næsten tredoblet sit medlemstal.

”Jeg har været træner i Rørby-Værslev i to år, og der har da været en del børn at træne, men vi havde ikke voldsomt mange skøjter, og endte ud med at være 22 løbere. Vi kunne ikke få hal tid i hverdagene i Rørby, men fik i Ulshøj hallen forrige sommer. Vi har dog først for nyligt ændret navn til ’Kalundborg Rulleskøjteklub’, og da det skete i august, kom der pludselig en masse løbere. Vi er nu 58 løbere i hele klubben, hvor af de 35 er på begynderholdet. Vi har fire hold; skøjteskole, som er nybegyndere, spirer, friløbere og holdet for de øvede. Vi har tre, der er på landsholdet, men det er en typisk pigesport, vi har kun en enkelt dreng i klubben,” siger Signe Munk, der er træner i Kalundborg Rulleskøjteklub.

Kalundborg Rulleskøjteklub blev stiftet den 25. august 2015. Er man ny rulleskøjteløber i klubben, begynder man altid på skøjteskolen, som er begynderholdet. Her har man muligheden for at prøve at stå på rulleskøjter for første gang. Her træner man alle grundelementerne - 8 tal, blomst, flyver, pistol, måne osv. Alderen i klubben løber fra fire til 17 år.

En overraskelse

”Vi blev meget overrasket over det store fremmøde. Der var 11 på begynderholdet sidste år, så det kom bag på os, at der pludselig stod 35, og planen var, at jeg skulle træne begynderholdet alene, hvilket jeg jo selvfølgelig ikke kan, da der er en del, der skal hjælpes osv. Nu har vi fire hjælpere fra ’Friløber holdet’ og ’Øvede holdet’. Men vi synes, at det er skønt, at vi er så mange. Det er vi rigtig glade for, og det har hele tiden været planen, at det skulle blive en stor klub, vi vidste bare ikke, at det ske så hurtigt,” siger Signe Munk.

Planen er, at man på sigt vil forsøge at få mere træningstid i hallen, så holdene ikke overlapper hinanden. På kort sigt vil vi forsøge at opdele hallen mellem de forskellige hold.

Rulleskøjteklubben træner tirsdag i Ulshøjhallen, og søndag i Kalundborghallen, dog træner begynderholdet ikke om søndagen. Udover de fire forskellige hold, er der også ’showhold’,  hvor løbere fra de tre andre hold kan tilmelde sig og dermed deltage i forskellige shows og stille op til forskellige mesterskaber.

Seks medaljer med hjem

Kalundborg Rulleskøjteklub har netop også deltaget i et stævne, og kom da også hjem med seks medaljer.

”Vi var til stævne i Frederikssund i weekenden, og kom hjem med seks medaljer - en guld, fire sølv, og en bronze. Det er vanvittigt flot. Det var et  ’spirer debutantstævne’, der afholdes én gang om året. I november venter så Sjællandsmesterskaberne, så må vi se, hvordan det går,” siger Signe Munk.

Ikke flere skøjter

Der er pt. lukket for tilmelding, da klubben ikke har flere rulleskøjter at leje ud. Derudover er det selvfølgelig også begrænset af, hvor mange man kan være i hallen til træning. Dog forventer trænerne i klubben, at der vil være et par pladser efter jul, da erfaringen er, at der altid er et par stykker, der stopper efter en sæson. Trænerne i klubben er i øvrigt Signe Munk, der har løbet på rulleskøjter i tyve år, Thomas Nørgaard, der har løbet på rulleskøjter i 25 år, og derudover har de netop hentet en træner mere ind, der hedder Samuel Lund. Derudover har de en masse hjælpere pga. de mange nye medlemmer.

Del