AnnonceLuk annonce




Ros for den gode service

21-02-2021

Hanne Munk, leder af Madservice, er glad for de rosende ord. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Madservice i Kalundborg får indimellem kritik, men ros skal der også gives, når det fortjenes, og det mener Annemette, at Madservice fortjener, og i særdeleshed Hanne Munk, der leder stedet. Annemette er datter til for nylig afdøde Henning Andersen. Hun har udelukkende ros tilovers for det lokale Madservice, der har leveret mad til hendes far de sidste par år.

”Min kære far startede med at få hjemmeservice i april 2019. Til at begynde med var han noget pas, men da helbredet ikke stod til det, blev vores ugentlige samtaler varme. “Annemette hvad er der på menuen”. Hanne Munk har været enestående i alle år, smuttede der en bestilling, ringede hun og spurgte, om min far ikke skulle have mad. Min kære far var så glad for den service, de besøg og den opmærksomhed, han fik fra Madservice i Kalundborg,” fortæller hun, og fortsætter: ”Personalet kom altid ind og sagde hej, det skabte glæde i livet. Min far sagde på et tidspunkt, at min “hjemmelavede” mad var ikke nær så god, som Madservice. Ugentlig fik han frikadeller - på et tidspunkt fik min far problemer, med at “knække” en kartoffel, men så foreslog Hanne blot,  at min far da bare kunne få kartoffelmos i stedet for. Senest fik vi ordnet proteindrikke. m.m. med fantastisk smag. Alle ældre i kommunen må være lykkelige over den omsorg, som Madservice viser. Jeg vil derfor gerne sige, at Hanne og medarbejderne i Madservice er enestående, derfor en stor tak herfra.” 

Annemettes far døde den 3. februar 2021.

Hanne Munk, der har været leder af Madservice i Kalundborg siden begyndelsen i 2004, er meget glad for tilkendegivelsen fra Henning Andersens datter, Annemette, og har fredag morgen læst brevet op for hele personalet.

”Det er dejligt at modtage sådan en mail, og det gør jo, at alle på Madservice bliver glade. Jeg læste brevet op for dem her til morgen. Vi vil jo netop gerne yde en god service, og lave noget god mad til de ældre borgere, der har brug for det. Så utroligt dejligt at få sådan en tilkendegivelse,” siger Hanne Munk, og slutter: ”Men selvfølgelig får vi også indimellem kritik, da vi laver mad til 1.000 borgere hver dag. Men det er nu ikke så tit. I det store hele er folk tilfredse.”

Ældrerådet kommer stadig ud til Madservice i Kalundborg og prøvesmager maden, men grundet COVID-19 har de ikke kunne lave prøvesmagningerne det sidste lange stykke tid. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0