Røsnæs Open i den flotteste natur

Tekst og foto: Jens Nielsen

Kalundborg Golfklub afholder i denne weekend Røsnæs Open med 92 deltagere og med en samlet præmiesum på 100.000 kr.

Kalundborg Golfklub afvikler i denne weekend, både lørdag og søndag, årets største match, Røsnæs Open, en golfmatch med rigtigt mange fine præmier til en værdi af 100.000 kr.

Det var både lokale spillere og golfspillere udefra, der deltog i turneringen.

Kalundborg Golfklubs bane ligger smukt på Røsnæs med udsigt både udover Kalundborg Fjord og Sejerøbugten. Bortset fra at græsset er lidt tørt på grund af manglende regn, så har de næsten 100 deltagere i weekendens Røsnæs Open fået en flot naturoplevelse i det flotte solskinsvejr, og selvfølgelig en masse frisk luft i lungerne på de ca. 4,5 time det tager at gå de 18 huller.

Røsnæs Open er en åben holdturnering med fire spillere på hvert hold. Der blev spillet i to lige store rækker, samt en kvinderække, opdelt efter handicap, og der spilles både lørdag og søndag.

Det er femte år i træk at Røsnæs Open er afviklet.

Prøv golf

Kalundborg Golfklub har omkring 600 medlemmer, men der er plads til flere som har lyst til at få masser af frisk luft, opleve den enestående natur og prøve at slå til en golfbold.

Lørdag d. 7., 14., og 21. juli samt 4., og 11. august er alle interesserede velkomne til at prøve at spille golf på banen på Røsnæs. Man skal blot møde op kl. 13, så har klubben udstyr og instruktører som vil hjælpe med regler og gode råd.

Kalundborg Golfklub har også et såkaldt prøvemedlemsskab som kan tegnes for tre måneder til billige penge, i den periode modtager man undervisning i spillet samt i de grundlæggende regler, ligesom klubben har udstyr man kan låne, på den måde er det muligt at få prøvet sit talent og lyst af inden der investeres i eget udstyr.

Del