AnnonceLuk annonce




Fokus på økologi

17-07-2020

Købmand i Rema 1000 på Slagelsevej i Kalundborg, Dennis Krogh (i midten) sammen med sine to souschefer, Steen Lauritsen (tv) og Rasmus Hartz-Nielsen. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Dennis Krogh er købmand i Rema 1000 på Slagelsevej i Kalundborg, hvor der er blevet endnu mere travlt efter ombygningen. Derudover sælger de meget økologisk kød, da de netop har fokus på økologi.

Købmand Dennis Krogh driver sammen med sine to souschefer, Steen Lauritsen og Rasmus Hartz-Nielsen den nu 1.140 m2 store Rema 1000, der ligger ved den nye rundkørsel på Slagelsevej i Kalundborg.

”Det går godt, og siden ombygningen har vi fået endnu flere kunder, langt over forventningerne, og det er vi selvfølgelig glade for. Men det skyldes i høj grad medarbejderne og ikke mindst mine to souschefer, Steen og Rasmus, der tager en stor tjans i dagligdagen” siger Dennis Krogh.

Dennis Krogh fortæller, at de bl.a. satser på økologi, herunder særligt økologisk kød selvfølgelig fordi, de mener, at økologi er godt for alle. ”Vi kalder det ’mere økologi’, og vi gør det, fordi vi har muligheden for at vælge, og dermed også kan give vores kunder muligheden for at vælge. Vi har derfor valgt at sætte priserne ned på økologisk kød således, at flere køber økologisk frem for konventionelt kød. Vi kan i den grad mærke det på flere produkter, men den slags bygges jo også op over tid,” fortæller han. 

En fælles indsats

Dennis Krogh er ikke ny i faget, han har været i branchen i 23 år, og har blandt andet været i både Netto og Lidl, inden han kom til Rema 1000 på Slagelsevej i Kalundborg for tre år siden.

”Jeg er glad for mit job, og har altid været det. Det passer mig fint, og jeg har et godt personale, og et rigtig fint samarbejde med mine to souschefer, Steen og Rasmus. Vi har hver vores område, men sparer med hinanden og arbejder godt sammen. Derudover har vi alle en forfærdelig humor, så vi er et godt match,” fortæller Dennis Krogh og griner.

Rema 1000 på Slagelsevej i Kalundborg er gået fra en forretning på 790 kvm. til 1.140 kvm., og er den største udvidelse i Rema 1000 regi i Danmark. Der er tale om en mindre udvidelse af sortimentet, men derimod er der nu langt mere plads til varerne - og ikke mindst kunderne. Der er i dag ydermere dobbelt så mange parkeringspladser, som inden udvidelsen, nemlig 70 stk. Ligeledes er rundkørslen også en stor fordel for supermarkedet, da det er blevet langt lettere at komme til og fra Rema 1000 og p-pladserne via den. Der er åbent alle dage (helligdage undtaget) fra kl. 7 – 21.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0