AnnonceLuk annonce




Spændende forårsprogram præsenteres

12-01-2019

Nyt spændende forårsprogram præsenteres lørdag d. 19. januar.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Lørdag den 19. januar afholder Kalundborg Biblioteker endnu engang release-fest for deres populære forårskatalog.

Endnu engang sender Kalundborg Biblioteker et programkatalog på gaden, fyldt med kulturelle oplevelser og spændende artikler. Det fejres med en release-fest lørdag den 19. januar, hvor alle er velkomne.

På både Kalundborg Bibliotek, Høng Bibliotek, Gørlev Bibliotek, Ubby Bibliotek og Svebølle Kvik bibliotek bliver kataloger udleveret, og billetter kan købes til forårets mange nye arrangementer. Derudover vil der lidt at spise samt kreative funboxe for store og små på alle biliotekerne.

På Kalundborg Bibliotek er det Ole Glahn, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg Kommune, der afslører forårets program. På Ubby Bibliotek vil bibliotekspersonalet sammen med Hvidebæk Lokalråd arrangere hygge bl.a. med læsehunden Schnuden og dens ejer, læsekonsulent Louise Due. På Svebølle Kvik Bibliotek vil bibliotekspersonalet sammen med den Frivillige Biblioteksgruppe stå klar til at hjælpe, når forårets program præsenteres. 

Musiker Lone Wernblad er også med, når Kalundborg Biblioteker præsenterer forårsprogrammet. Denne dag præsenterer hun en ny nordisk sang med titlen, Nordens dybe blå, som hun har skrevet og komponeret sammen med Benjamin Aggerbæk, hendes tætte samarbejdspartner. Lone vil besøge flere af bibliotekerne.

Vind et gavekort

I et af katalogerne på hvert bibliotek, gemmer der sig et gavekort på 150,- kr. som kan anvendes til et eller flere biblioteksarrangementer. Så kom og hent et katalog, måske er det dig der vinder?

Nye oplevelser med Kalundborg Biblioteker

Forårets program bugner endnu engang af spændende kulturoplevelser. Biblioteket åbner bl.a. dørene for aktuelle foredrag med interessante personligheder som skuespiller Lisbeth Dahl, forfatter Knud Romer  og skuespiller og forfatter Flemming Jensen. Biblioteket inviterer selvfølgelig også til spændende busture med Biblioteksklubben, topaktuelt børneteater, kreative værksteder, kunstudstillinger og meget, meget mere. 

Der er også dette forår Liv i Forsamlingshusene, der flyder over af hyggelige arrangementer. Her kan man blandt andet møde Julie Berthelsen med Glimt af Grønland og Bjarne Lisby med Meget mere end de gamle bukser, begge foredrag er med musik og fællesspisning. Gense, to halvgamle mænd i Odsherred Teatrets satiriske to mands-show, samt masser af skønne koncerter med lokale musikere.

Kalundborg Folkeuniversitet misser heller ikke chancen for at berige os med nye indsigtsfulde foredrag, og Kulturhus Gimle byder på nye filmskatte med GIMLE:DOX, hvor man foruden nye filmoplevelser kan møde instruktørerne bag. Endelig vil kataloget også indeholde spændende artikler og lokale interviews.

Release-festen foregår på ovennævnte biblioteker lørdag den 19. januar mellem kl. 10-13. Hvis man bliver medlem af Biblioteksklubben, får man en lang række fordele - helt gratis. Man kan læse mere, og melde sig ind i Biblioteksklubben på kalundborgbib.dk/klub.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0