AnnonceLuk annonce




Raklev Skole fokuserer på at hæve faglighed

17-08-2020

Samling på Raklev Skole. Arkivfoto: Jens Nielsen.

kontakt@tv-kalundborg.dk

På Raklev Skole er ledelse, medarbejdere og forældre gået sammen i bestræbelserne på at hæve det faglige niveau.

”Vi har i dag en skole med et meget højt trivselsniveau og et godt fagligt grundlag. Men det får os ikke til at hvile på laurbærrene. I skolens ledelse, blandt medarbejdere og i forældregruppen er der enighed om, at bare fordi vi gør det godt, så skal det ikke forhindre os i at gøre det endnu bedre,” forklarer skoleleder på Raklev Skole, Michael Rasmussen.

Helt konkret handler det om, at der fra begyndelsen af det nye skoleår 20/21 er fokus på at hæve det faglige niveau. Det kommer til at foregå som en proces, der er bundet sammen af en række workshops, hvor ledelse, medarbejdere og forældre i fællesskab beslutter, hvilke tiltag man tror på vil hjælpe på det faglige niveau, og hvordan tiltagende bedst bliver implementeret.

”Den første workshop finder sted den 18. august – og her er det meningen, at alle ideer bliver vendt helt uden filter. Vi samler alle de idéer, der kommer frem. Vi mødes derefter igen i begyndelsen af september, hvor vi kvalificerer idéerne og udvælger dem, vi går videre med,” siger Michael Rasmussen.

Raklev Skoles ledelse, medarbejdere og forældregruppe har kigget rundt i landskabet for at lade sig inspirere af, hvordan andre skoler i og udenfor Kalundborg Kommune har arbejdet med lokalt drevne projekter. En af de vigtigste læringer har været, at man skal være hurtig til at implementere de gode idéer – men også være hurtig til at evaluere dem.

”Det betyder, at hvis vi fx kan se, at der er noget, der slet ikke virker, så har vi givet hinanden håndslag på at stoppe med tiltaget, og prøve noget andet. På den måde sikrer vi, at vi ikke mister momentum, fordi alle løber sur i noget, der ikke rigtigt kommer nogen vegne,” fortæller Michael Rasmussen.

Kredsen i og omkring Raklev Skole er optimistiske med hensyn til, at projektet kommer til at lykkes: ”Vi har et ret godt grundlag at begynde på. Her på Raklev Skole har vi et fantastisk trivselsniveau blandt børn og personale. Det er simpelthen et fantastisk grundlag at begynde ud fra, da der er en direkte sammenhæng mellem trivsel og indlæring,” konkluderer Michael Rasmussen.

Processen bliver understøttet og hjulpet af Børn, Læring og Uddannelse, som er Kalundborg Kommunes centrale administrative enhed for skoler og institutioner.

”Det er en kæmpehjælp. Så kan vi på skolen koncentrere os om de gode idéer og visionerne, uden at hele tiden skele til den praktiske del af processen,” siger Michael Rasmussen.  


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0