AnnonceLuk annonce




RVIF Kids Cup for 10. gang

11-12-2019

Alle kampe starter med indløb til høj musik, røg, og kæmpe lysshow, mens alle spillernes navne bliver råbt op af halspeakeren. Ja, der bliver nærmest landskampstemning i Rørbyhallen. Arkivfoto: Jens Nielsen

For 10. gang kan holdet bag julehåndbold stævnet i Rørby byde velkommen til RVIF Kids Cup 2019. Det spektakulære stævne afholdes som altid i dagene 27. - 28. og 29. december i Rørby-hallen og Hvidebæk-hallen.
Kids Cup 2019 har i år 11 forskellige klubber tilmeldt fordelt på 42 hold. Det betyder, at omkring 500 håndboldspillere mellem 8 og 15 år skal dyste mod hinanden i de tre dage stævnet varer. Alle deltagere bor og overnatter på Rørby skole og bliver forplejet af de mange frivillige hænder i Rørby-Værslev Idrætsforening.

Mange lokale sponsorer har igen støttet rigtigt godt op omkring stævnet, hvilket betyder, at arrangørerne har fået god mulighed for at kræse om detaljerne, oplyser arrangørerne.

RVIF Kids Cup er kendt for den intense stemning, når hallen er fyldt helt op af forældre, søskende, venner og bedsteforældre, som hepper på deres hold. Alle kampe starter med indløb til høj musik, røg, og kæmpe lysshow, mens alle spillernes navne bliver råbt op af halspeakeren. Ja, der bliver nærmest landskampstemning i Rørbyhallen.

I år er det et nyt eventfirma, DJ´s for you event, med Magnus Jensen i spidsen, som kommer med alt i lyd, lys og røg, både i Rørby og Hvidebæk hallen.

Fredag og lørdag spilles 26 af kampene i Hvidebækhallen for at sikre en hurtigere afvikling af arrangementet. Der vil i år blive et mindre setup af lys og lyd i Hvidebæk-hallen med speaker, så der også bliver en festlig stemning der. Der vil mellem de to haller køre en stor spillerbus, så spillere og trænere kommer sikkert frem og tilbage.

Mange af de lokale klubber støtter op omkring stævnet, her deltager Raklev G&I, Løve-Høng Håndbold, Fuglede IF, SBI Håndbold og selvfølgelig den arrangerende klub Rørby-Værslev IF. Klubber som kommer langvejs fra kan nævnes Ledøje-Smørum HK, Stenløse HK, FK Odsherred, Holmegaard Håndbold, Dalby og Lammefjorden HK.

Stævnet starter fredag d. 27. december kl. 09.20 med de indledende puljekampe og fortsætter de næste tre dage, hvor der i alt bliver spillet 100 kampe i rækkerne U9 – U11 – U13 og U15.

Finaler med musikalsk indslag

Lørdag d. 28. december ca. kl. 11.00 spilles finalerne i U11 rækken. Umiddelbart efter finalerne ca. kl. 12.00 byder Kids Cup på et musikalsk indslag med den danske kunstner BLAK, som blev landskendt i 2016 med landeplagen ” Nede Mette ”. Koncerten varer ca. 20 min og der er naturligvis gratis adgang til denne koncert, som ved resten af stævnet.

Søndag d. 29. december fra kl. 14.30 spilles finalerne for U13 og U15 spillerne. Umiddelbart efter finalekampene er der en festlig og farverig præmieoverrækkelse med masser konfetti.

Holdet bag RVIF Kids Cup inviterer alle til at møde op i Rørby Hallen mellem jul og nytår og se dette flotte håndboldshow. Der er naturligvis gratis indgang alle dage.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0