AnnonceLuk annonce




RGI afholder gymnastikafslutning

26-03-2019

RGI gymnastik. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På lørdag kan man opleve RGIs årlige gymnastikafslutning i Røsnæshallen, og som de foregående mange år, vil hallen højst sandsynlig være godt fyldt op.

Ligesom tilfældet har været de sidste mange år, afholder RGI igen i år gymnastikafslutning i Røsnæshallen, og det betyder selvfølgelig gymnastikopvisning. På lørdag vil Røsnæshallen derfor være fint pyntet op og være klar til de mange gymnaster og tilskuere, der lægger vejen forbi hallen. Efter gymnastikopvisning hele dagen, er der fællesspisning med mad fra Meny. Efterfølgende vil der være musik for både de yngre og de ældre.

”Vi plejer at have en fyldt hal, og håber da, at det bliver tilfældet igen i år. Vi har, som noget nyt, faktisk fået opstillet en storskærm, hvor alle hold, også dem, der ikke er til opvisning, som vi gerne vil præsentere, er på. Så kan folk se, hvad man kan gå til hos RGI,” fortæller Lone Klitten, der er formand for RGIs gymnastikafdeling.

Rummer alle aldre

Hos RGI er der både plads til de helt små, der laver Mor, Far og Barn gymnastik samt de ældre, der går på Ældre i Bevægelse holdet eller folkedanserne, hvoraf flere også er oppe i årene. 

”Vi har hold for alle aldre, det er dog ikke alle hold, der er repræsenteret til afslutningen på lørdag. Men vi har de helt små børn, og vi har nogle ældre, der er 80-90 år,” fortæller Lone Klitten. 

Derudover er der sat gang i et nyt tiltag, da man har fået godt gang i springholdene igen.

”Spring Mekka er et hold, hvor man kan træne en ekstra gang spring om ugen. Vil man fx gerne øve et bestemt spring, kan man komme og øve dette spring en time mere om ugen,” siger Lone Klitten. 

Når RGI holder deres gymnastikafslutning på lørdag, vil der også være ’Lillebror lotteri’, som noget helt nyt. Overskuddet fra salget af lotteriet går til Børnehjælpsdagen og arbejdet med at styrke anbragte børn og udsatte unge. Det er typisk børn og unge, der bor i plejefamilier eller på børnehjem i Danmark. Dørene åbner kl. 13, og gymnaster og folkedansere går på gulvet fra kl. 14.

  • Kl. 14.00 Indmarch
  • Kl. 14.10 Folkedans
  • Kl. 14.30 Små Piger
  • Kl. 14.40 Jumping Kids
  • Kl. 15.00 Tumbling Kids
  • Kl. 15.15 Kåring af årets gymnast og årets aktive
  • Kl. 15.30 Minipiger
  • Kl. 15.40 Store Piger
  • Kl. 15.50 Mini Tumbling Kids
  • Kl. 16.10 Instruktørserie
  • Kl. 16.15 HIIT
  • Kl. 16.25 Unge Piger
  • Kl. 16.35 Jumping Tweens
  • Kl. 16.50 Showholdet
  • Kl. 17.00 Seniormix
  • Kl. 17.20 Udmarch

Billetter kan betales via MobilePay, eller med kontanter ved indgangen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0