AnnonceLuk annonce




Nyt erhvervseventyr i Kalundborg

27-01-2021

Henrik Maimann, direktør i RE Energy, på fabriksanlægget i Kalundborg. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

RE Energy er gået i gang med at ombygge den tidligere Inbicon fabrik i Kalundborg, og skal fremover bl.a. fremstille 2. generations bioethanol på halm, samt endnu et produkt som RE Energy ikke kan løfte sløret for endnu. 

Karsten Ree Holding, med den kendte erhvervsmand Karsten Ree i spidsen, overtog den 1. april 2020 den tidligere Inbicon fabrik i Kalundborg, og dannede RE Energy med formålet, at udvikle og drive fabrikken. Alle ressourcer blev dog i første omgang kastet ind i kampen om fremstilling af ethanol til sanitære formål på grund af COVID-19 situationen.

I samarbejde med Carlsberg og Ørsted og under ledelse af Rigspolitiet, samt ikke mindst med velvillig støtte fra lokale firmaer, der udlånte personale, fik RE Energy anlægget igangsat på rekordtid, og fra den 7. april til produktionen lukkede i juli, blev der fremstillet over 2,3 mio. liter 93% ethanol, der indgik i at sikre, at bl.a. hospitaler, institutioner og plejehjem kunne leve op til de omfattende krav til desinfektion.

Ombygning for et tocifret millionbeløb

Siden da har RE Energy arbejdet med at realisere de oprindeligt påtænkte planer for fabrikken; nemlig at skabe en solid og bæredygtig fremtid for RE Energy og fabrikken i Kalundborg. Det kræver bl.a. en ombygning af det eksisterende anlæg.

Vi har travlt med at forberede fabrikken på de ombygninger, der er nødvendige for den kommende produktion, herunder at rette de ”børnesygdomme” vi ved, at anlægget er behæftet med,” fortæller Henrik Maimann, direktør i RE Energy, og fortsætter: ”Anlægget har nogle flaskehalse, så vi bygger anlægget om for et to-cifret millionbeløb, og på sigt kan det godt være, der skal bygges til fabrikken.”

RE Energy planlægger, at starte anlægget op med halm, som råvare i første halvdel af 2022. Fabrikken vil, som før, producere 2. generations bioethanol, men også et vigtigt sideprodukt.

”I stedet for at producere 100 procent bioethanol, skiller vi produktionen ad sådan, at vi får endnu et produkt, som det er lykkedes at lave aftaler om at afsætte til et andet formål, og på den måde bliver det en mere rentabel forretning. Men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for, hvad det er, vi skal lave Men det kan vi i 2. kvartal,” slutter Henrik Maimann.

Når anlægget er i fuld drift, vil det komme til at beskæftige ca. 20 medarbejdere og aftage 30-35 tusind tons halm fra området om året.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0