AnnonceLuk annonce




Kvickly havde besøg af en veloplagt Chris MacDonald

07-09-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag eftermiddag var Chris MacDonald forbi Kvickly i Kalundborg, hvor han talte lidt om sundhed, men ikke blot den fysiske sundhed, også den mentale. Efterfølgende var der Walk ’n’ Talk, hvor rigtig mange mennesker gik en tur med den populære gæst.

Chris MacDonald var forbi Kvickly i Kalundborg i dag, der havde arrangeret Walk ’n’ Talk sammen med Just human, en non profit organisation, som Chris MacDonald er stifter af. Just Human understøtter en bevægelse af mennesker med inspiration til venlighed over for sig selv, andre og planeten. Organisationen arbejder sammen med erhvervslivet om at fremme børn og unges trivsel og sundhed, og laver bl.a. projekter, der skal vende den negative udvikling i trivsel og sundhed hos børn og unge. Derudover står de bag de populære Walk ’n’ Talks med Chris MacDonald rundt omkring i landet, og nu er turen altså kommet til Kalundborg. 

Det var tydeligt at se og mærke, da Chris MacDonald trådt op på den lille scene foran Kvickly i Kalundborg lørdag eftermiddag, at han var vellidt. Han fortalte lidt om sundhed – den fysiske såvel som den mentale, og jokede alt imens alvoren stod skrevet mellem linjerne, når han altså ikke sagde det ligeud – alt for mange laver for lidt fysisk aktivitet, og alt for mange døjer med stress og mistrivsel, desværre rigtig mange børn og unge. 

”Det er dejligt at se, at det både er børn, unge og ældre her i dag. Selv om teenagerne nok er blevet tvunget med,” jokede Chris MacDonald, da han begyndte sin korte tale, inden gåturen langs vandet. 

”Just Human har fokus på ensomhed, også blandt unge. Det er et stort problem i dag, desværre. Derudover er det faktisk sådan, at 2/3 af danskerne lider af en kronisk sygdom. Omkring 70 pct. af dem er pga. misforhold i livet. Vores børn kommer til at lide endnu mere af de her misforhold. Vi står over for den første generation, der måske har en kortere levealder, end deres forældre. Men der er håb. Det her kan vi altså gøre noget ved,” sagde Chris MacDonald.

Sofa eller sundhedsguru

Han satte stor fed streg under, at han var ligesom alle andre, der også godt kan lide at slappe af i sofaen foran Netflix, men han påpegede også, hvor vigtig det er, at vi alle får rørt os, får sovet nok og har positive relationer. 

”Jeg begyndte først at dyrke motion, da jeg var 17 år, og jeg kunne ikke lide det. Jeg ved, at alle kender mig som sådan en motions-guru. Men det er jeg altså ikke. Jeg vil også gerne se tv, i stedet for at løbe. Men vi skal røre os, vi skal skabe de vigtige gode relationer, alene er det hele sværere. Vi kan ikke løse alle problemer på en 5 km tur  i dag, men vi kan tage det første skridt,” sluttede han sin tale, og folk var meget begejstrede. Der lød store klapsalver, inden gåturen, sammen med Chris MacDonald, tog sin begyndelse.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0