AnnonceLuk annonce




Pris til piger fra Kalundborg

07-11-2020

De to grundlæggere af Mewalii, Simone Westergaard fra Kalundborg (th) og Frederikke Dahl er netop, sammen med Emilie Søby Eriksen (også fra Kalundborg, men ikke med på foto), udvalgt til at modtage SDUs Inspirationspris 2020.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Simone Westergaard, der er studerende på Idræt og sundhed ved SDU samt Frederikke Dahl og Emilie Søby Eriksen, der begge er nyuddannede diplomingeniører i Integreret Design fra SDU, er de stolte modtagere af Inspirationsprisen 2020.

SDU uddeler årligt en pris på 25.000 kr. til ansatte og/eller studerende, som har gjort en særlig og inspirerende indsats i relation til FN’s Verdensmål. I år går Inspirationsprisen til Simone Westergaard, der er studerende på Idræt og sundhed ved SDU samt Frederikke Dahl og Emilie Søby Eriksen, der begge er nyuddannede diplomingeniører i Integreret Design fra SDU. De modtager prisen for deres idé om et bæredygtigt hygiejnebind af plantefibre. Simone Westergaard fra Kalundborg og Frederikke Dahl fra Randers står ydermere bag firmaet Mewalii, som også Emilie Søby Eriksen fra Kalundborg i dag er en del af som produktudvikler.

”Projektet understøtter ydermere flere verdensmål, idet det løser helbreds- og trivselsmæssige udfordringer for kvinder; videretænker klimaløsninger i ellers fuldt integrerede dele af vores hverdag og viser samtidig, hvordan forskellige fagligheder mødes og understøtter hinanden for at løfte et projekt til gennemførsel,” lyder det fra SDU.

Bæredygtigt engangsbind

En kvinde bruger i gennemsnit 13.000 bind og/eller tamponer i sit liv. Alene i Europa blev der brugt mere end 49 milliarder bind og tamponer i 2018. Mewaliis vision er at skabe bæredygtige engangsbind, der må sorteres som organisk affald. 

Størstedelen af de engangsbind, som er på markedet i dag, består hovedsageligt af plastik eller bomuld og begge materialer har stor indflydelse på vores miljø. Ved dyrkning og produktion af bomuld kræves store mængder vand, og der bruges mange pesticider og insektmidler. Det kræver ca. 5.000 liter vand for at producere 1 kg bomuld. Bomuld kan kun dyrkes i tropiske og subtropiske områder, og vandet bliver ofte taget fra steder, som allerede har vandmangel,” fortæller Simone Westergaard.

Bindet, pigerne har udviklet, suger lige så godt, hvis ikke bedre, end eksisterende hygiejnebind, der typisk er fremstillet af plastik eller bomuld, men er langt mere miljøvenligt, og kan fremstilles ved langt mindre vandforbrug. 

“Vi har udviklet et bæredygtigt engangsbind med stor omtanke for, hvad det indeholder og hvordan det er produceret. Det indeholder hverken plastik, bomuld eller skadelige kemikalier. Vandforbruget er reduceret med 80 pct. sammenlignet med produktion af bomuld, og der benyttes ikke sprøjtemidler under dyrkelsen af den plante, bindene produceres af. Planten kan vi ikke oplyse navnet på endnu. Men den dyrkes i Europa, og derfor spares der på CO2-aftrykket grundet den kortere transport. Det er en fiber, der giver os det mest bæredygtige alternative,” fortæller Frederikke Dahl, og bliver suppleret af Simone Westergaard: “Vi gør det også let for kvinder at handle bæredygtigt. Vi har lavet et pick’n mix koncept, hvor kvinder kan bestille bind på abonnement tilpasset deres behov, hvad angår størrelse og antal. Her kan de også selv vælge, hvor ofte de vil modtage deres bind.”

Mewaliis bind kommer til at have samme funktion, som konventionelle bind. Bindende bliver hvide, og de kommer til at have samme former og tykkelser, som man kender i dag. 

Crowdfunding

Pigerne har nu oprettet en crowdfunding, for at få hjælp til at producere en prototype. 

“Midlerne skal bruges til at finansiere maskinerne, som vi skal bruge til at producere vores prototype og i vores videre forløb. Vi har allerede et advisory board bestående af en forretningsudvikler, maskine- og fibrespecialist, ekspert på udvikling af engangsbind, en markedsføringskonsulent og en produktionskonsulent,” slutter Simone Westergaard.

Når Mewalii har lanceret bindene, vil firmaet arbejde videre med produkter som tamponer og inkontinensprodukter. 

Læs mere om Mewaliis crowdfunding her: www.crowdfunding.ida.dk/project/40/description

Mewalii

Mewali betyder selv tak på balinesisk. Pigerne har tilføjet et ekstra “i” fra det engelske “I”, og tilsammen betyder det, at man kan takke sig selv for at hjælpe til et grønnere miljø, når man bruger Mewaliis produkter. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0