AnnonceLuk annonce




Pris på 40.000 kr. til lokal EM og VM vinder

17-09-2019

Jesper Hansen fik prisen på de 40.000 kroner overrakt af adm. direktør for Equinor Refining Denmark, Jofrid Klokkehaug. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det var en glad og stolt Jesper Hansen, international skeetskytte, der tirsdag eftermiddag modtog Kondensatprisen 2019 på 40.000 kroner, ved et festligt arrangement hos Equinor Refining Denmark i Kalundborg.

Den lokale skeetskytte med en lang række af flotte resultater bag sig, Jesper Hansen Svebølle, blev dette års modtager af Kondensatprisen 2019. Med prisen følger, foruden æren, 40.000 kr.

Priskomiteen var ikke i tvivl om at det var Jesper Hansen som skulle have dette års Kondensatpris, og formand for priskomiteen, Martin Damm, læste priskomiteens indstilling op for de mange som var mødt frem i kantinen hos Equinor Refining Denmark, tirsdag eftermiddag.

”I år har vi fundet frem til en person som har præsteret resultater på allerøverste hylde i hans sportsgren, og ikke bare en gang, men igen og igen, og han gør det stadig.

Jesper er det levende bevis på, at hvis man kombinerer talent med udsøgt ihærdighed så kan man nå rigtigt langt, Jesper begyndte at skyde som 13-årig, og vandt i 1999 sit første store mesterskab, EM-guld,” fortalte borgmester Martin Damm, som sammen med rektor Peter Abildgaard Andersen og redaktør på Nordvestnyt Jakob Erhardt Pedersen, udgør priskomiteen.

38-årige Jesper Hansen har haft 25-års jubilæum som skytte og har blandt de mange sejre bl.a. deltaget ved OL i 2012, vundet VM i 2013, vundet bronze ved EM i 2015, blevet nr. 5 ved OL i 2016, vundet EM i 2018, hertil kommer fem worldcup medaljer og seks danmarksmesterskaber.

Jesper Hansen fik prisen på de 40.000 kroner overrakt af adm. direktør for Equinor Refining Denmark, Jofrid Klokkehaug, i øvrigt sidste gang at Jofrid Klokkehaug overrækker prisen, om 14 dage er det Sølvi Storsæter Bjørgum som tiltræder som ny administrerende direktør for Equinor Refining Denmark A/S og landechef for Danmark, mens Jofrid Klokkehaug er udnævnt som ny Vice President for Refinery Optimisation and Planning i Marketing & Trading i Stavanger, og altså forlader Kalundborg efter fem år i spidsen for raffinaderiet.

Uddelt for 24. gang

Kondensatprisen blev indstiftet af Statoil Raffinaderiet, nu Equinor Refining Denmark, i forbindelse med indvielsen af Kondensat raffinaderiet i 1995 og det var således 24. gang prisen blev uddelt.

Kondensatprisen uddeles til en person eller klub, der gennem sit virke på særlig vis har fremmet kulturelle formål herunder også idræts- og ungdomsaktiviteter i lokalområdet eller en person eller klub, der gennem kunst eller idræt har præsteret særlige resultater.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0