AnnonceLuk annonce




Politiet ransagede adresse efter narko

09-06-2020

Af Jens Nielsen

En adresse i Gørlev blev mandag formiddag ransaget af politiet efter mistanke om narkosalg. En kvinde og en mand blev sigtet for narkosalg.

Mandag sidst på formiddagen var en politipatrulje med en narkohund på en adresse i Gørlev, da politiet mistænkte beboerne for at sælge narkotika, som blev annonceret via sociale medier.

Betjentene ransagde adressen og narkohunden fik hurtigt fært efter narkotika. Ved ransagningen blev fundet 51 gram amfetamin, en stor portion ”pølsemandsposer”, der anvendes i forbindelse med narkosalg og en ulovlig butterflykniv, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

En 40-årig kvinde og en 30-årig mand blev sigtet for narkosalg, anholdt og taget med på politistationen. Den 30-årige påtog sig ansvaret for den fundne butterflykniv, så han blev sigtet for at overtræde knivloven. Politiet beslaglagde de fundne genstande, hvilket de anholdte accepterede.

Efter endt afhøring og sagsbehandling blev sagen juridisk vurderet, hvor der ikke blev skønnet grundlag for at fremstille de to anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De blev derfor løsladt mandag aften, men er fortsat begge sigtet i sagen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0