AnnonceLuk annonce




Politiet giver gode råd

11-04-2019

Politiassistent ved Midt- og Vestsjællands Politi, Peter Holm, var forbi Jernholtparken forleden for at fortælle de ældre lidt om, hvordan man undgår trick- og lommetyveri. 

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

For få dage siden var politiassistent, Peter Holm, en tur forbi Jernholtparken for at fortælle de ældre fra plejehjemmet samt ældreboligerne omkring lidt om trick- og lommetyveri.                                   

Trick- og lommetyveri har fra tid til anden været et problem, især for ældre borgere, da de er målgruppen. Af samme årsag var politiassistent, Peter Holm, en tur forbi Jernholtparken i Kalundborg, hvor han fortalte de ældre borgere på plejecentret, men også de ældre fra omkringliggende boliger lidt om, hvordan man kan sikre sig mod fx tricktyveri på gadeplan, samt i egen bolig, lommetyveri, tyveri fra taske samt, hvordan man sikrer sig mod at få afluret sin pinkode, når man handler i byen med Dankort.

Vær opmærksom 

”Jeg fortalte lidt om, hvad de skal være særligt opmærksomme på. Herunder fx bestemt, men venligt, at bede andre i køen i supermarkedet om at træde lidt væk, så man i ro og orden kan taste sin pinkode. Helst sådan, at man med den anden hånd dækker af, så det kun er en selv, der kan se tastaturet og koden,”fortæller Peter Holm.

Han fortæller også, at de snakkede om, at det er vigtigt, at man ikke lukker nogle ind i sit hjem, som man ikke kender.

”Se altid legitimation på en ny hjemmehjælper, hvis man er i tvivl. Lav aftaler med naboen, hvis man fx skal have besøg af håndværker eller lignende. Hjælp generelt hinanden naboer imellem, og det gælder alle vegne,” siger Peter Holm, og fortsætter:

Generelt er Kalundborg en tryg og rolig by at bo i, men de ældre skal altid huske at være opmærksomme, og undgå at blive distraheret. Hvis man bliver udsat for en kriminel handling, råb da op og få hjælp til at ringe 112 eller 114.”

Tryghed og fakta

Derudover talte han lidt om tryghed, da mange ældre ofte kan føle sig utrygge, når de fx bliver alene.

”Der er dog ikke nogen grundt til at være utryg i forhold til noget, der ikke sker. Kun 0,2% i alderen 65-74 år bliver fx udsat for vold,” pointerer han.

I Kalundborg by har der i perioden fra d. 1/1-18 til d. 9/4-19 kun været seks tricktyverier i egen bolig, hvoraf de fire blev foretaget inden for 1 uge af samme gerningskvinde, som oplyste ,at hun var fra hjemmeplejen. I samme periode har der kun været fem tricktyverier på gaden, som fortrinsvis er foregået omkring de lokale supermarkeder. Der har været 28 sager vedr. tyveri fra lomme/taske i perioden d. 1/1-18 til d. 9/4-19 er i Kalundborg. 

”Det er dog ikke kun gået ud over de ældre borgere, men forurettede i alle aldre, hvor der også er tale om tyverier af dyre mobiltelefoner, punge m.m.,” fortæller Peter Holm.

Dagen sluttede men en lille snak om tillid til politiet. Tilliden til Midt- og Vestsjællands Politi er det seneste år blevet markant bedre. Politikredsen er, i forbindelse med en undersøgelse om tillid til politiet, nu den 3. bedste politikreds i landet. Dog overhalet af Sønderjyllands Politikreds og Bornholms Politi.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0