AnnonceLuk annonce




Politiet har endnu ikke fundet vanvidsbilist

18-09-2019

Bilen, som de to unge mænd var kørende i, blev totalskadet. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Politiet har endnu ikke fundet den unge mand, der stak af efter et vanvittigt solouheld sidst i juli måned i Gørlev. Politiet venter bl.a. på resultatet af DNA prøver.

Den unge mand, der slut juli i år kørte galt i et vanvittigt solouheld på Algade i Gørlev, er endnu ikke fundet. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge vidner på stedet kom to unge mænd kørende i en VW Golf i meget høj fart gennem Algade i Gørlev tidlig morgen den 29. juli. Føreren af bilen mistede herredømmet over bilen, og påkørte først en ejendom, for derefter at blive kastet på tværs af Algade, hvor bilen røg ind i endnu en ejendom med store skader til følge, bl.a. mistede flere beboere og forretninger strømmen i flere timer, som følge af uheldet.

Føreren af bilen, en ung mand, stak af til fods efter uheldet, og efterlod sin kammerat fastklemt i bilvraget.

Trods efterforskning og afhøring af personkredsen bag den forulykkede bil, er det endnu ikke lykkedes at finde føreren af bilen. Kammeraten, der sad fastklemt i bilen, har ikke ønsket at oplyse til politiet, hvem der var fører af bilen.

Bilens ejer har oplyst til politiet, at han var indlagt på Slagelse Sygehus, da ulykken skete, og ikke kender til, hvem der kørte bilen.

”Lige nu afventer vi analyseresultatet af nogle tekniske spor, som vi har sikret fra bilen. Analyseresultatet af disse spor skal vi så sammenholde med den efterforskning og de afhøringer, som vi har foretaget i sagen. Vi håber, at der er et match i DNA-registeret,” oplyser kommunikationsmedarbejder, Martin Bjerregaard, fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Bilen var ikke forsikret

Politiet oplyser, at det forulykkede køretøj, ifølge dets forsikringsselskab, ikke var forsikret på uheldstidspunktet, og bilen var ifølge oplysninger hos Motorstyrelsen også afmeldt inden ulykken, men nummerpladerne var dog ikke afleveret, som de ellers skal, når et køretøj afmeldes. Derfor kan det blive en meget dyr affære for den unge mand, som var fører af køretøjet, idet der er sket skader for flere hundrede tusinde kroner.

Parter og personer, der måtte have et (erstatnings-)krav i sagen, kan søge om erstatning via DFIM (Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring – www.dfim.dk ), hvis et krav ikke dækkes af egen forsikring, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

"Vi er meget interesseret i at høre fra folk, der sidder inde med viden om, hvem der eventuelt var fører af køretøjet. Opfordringen herfra skal derfor være, at ved man noget, så kontakt meget gerne politiet," siger Martin Bjerregaard.

Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på tlf. 114



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0