Politiet fandt skydevåben ved ransagning

Af Jens Nielsen

Politiet fik ’pladen fuld’ da de søndag morgen anholdt og sigtede en 28-årig mand som mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse. Endvidere blev en 24-årig mand anholdt og sigtet for hele tre lovovertrædelser.

Søndag morgen fik politiet en henvendelse fra en bekendt til en 28-årig mand fra Høng, som havde givet udtryk for at være ked af livet. Endvidere kunne den 28-årige ifølge de oplysninger, som politiet modtog, måske være i besiddelse af et skydevåben.

Politiet kørte under de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger til området ved den 28-åriges bopæl for at observere. Herunder bemærkede politiet, at den 28-årige blev afhentet af et køretøj med flere mænd i.

Efterfølgende fik politiet standset bilen ganske udramatisk i Høng by senere på formiddagen, hvorefter politiet fik kontakt til bl.a. den 28-årige, der var passager i bilen. Han var påvirket af bl.a. euforiserende stoffer og fremstod i øvrigt som ked af det, men blev anholdt som mistænkt for ulovlig våbenbesiddelse.

Ved en efterfølgende ransagning af hans bopæl fandt politiet et skydevåben (uden tilhørende ammunition) og en peberspray, hvorfor den 28-årige blev sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen ved besiddelse af disse effekter uden politiets tilladelse.

Han blev efter en nærmere juridisk vurdering løsladt efter endt sagsbehandling og afleveret på et sygehus til nærmere undersøgelse i anledning af sin mentale tilstand.

Føreren af bilen, hvori den 28-årige blev truffet, var en 24-årig mand fra Kalundborg, som også blev anholdt og sigtet for bl.a. narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. I bilen fandt politiet en ulovlig kniv, så den 24-årige blev også sigtet for overtrædelse af knivloven.

Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet også den 24-årige, der senere vil høre nærmere fra politiet ligesom den 28-årige. I bilen var yderligere to mænd som passagerer, men de blev ikke sigtet for noget.

Del