AnnonceLuk annonce




Kamera sat op: Politiet beder om hjælp

09-01-2019

Nu er der sat overvågning op i Kordilgade. Foto: Jens Nielsen

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

I September skrev TV-Kalundborg, at der var truffet beslutning om, at der skulle kamera op for at overvåge nattelivet i Kalundborg. Dette er sket, og en del af Kordilgade er nu overvåget. Derudover beder politiet i hele landet nu borgerne om hjælp til registrering af overvågningskamera, da rigtig mange, både private og forretningsdrivende har kamera siddende.

Tilbage i slut september 2018 skrev TV-Kalundborg om, at der skulle sættes overvågningskamera op for at overvåge nattelivet i Kalundborg. Overvågningen er blevet sat op, og der sidder således kamera, der dækker en god del af Kordilgade. Overvågningen er en del af finanslovsaftalen fra sidste år, hvor Rigspolitiet fik penge til at fordele et hundrede kameraer mellem kredsene. Sydsjælland- og Lolland Falsters politi indførte 1. september overvågning i nattelivet i Haslev, Slagelse og Nakskov, og Holbæk og Kalundborg fik altså kamera sat op i december 2018.

”Kameraet sidder højt oppe på en gavl og filmer hele øen, billederne går direkte til vagtcentralen. Her gemmer man det, hvis der sker noget, ellers bruger vi det ikke,” siger politiassistent ved Midt- og Vestsjællands Politi, Peter Holm.

Hjælp til overvågning

Derudover beder politiet i hele landet nu borgerne om hjælp til registrering af overvågningskamera. Det gør de fordi, politiet kan få brug for hjælp fra borgere og virksomheders overvågning, når alvorlig kriminalitet bliver begået. Politiet har derfor nu oprettet et nationalt register for at få et overblik over overvågningskameraernes placering. Almindelige borgere og virksomheder har mulighed for at registrere sit overvågningsudstyr i politiets system for at hjælpe politiet med hurtigere og bedre opklaring af alvorlig kriminalitet. 

Man opfordrer derfor både borgere og virksomheder til at registrere deres overvågningskameraer, så politiet hurtigere og mere effektivt kan opklare forbrydelser af alvorlig karakter. Det vil i høj grad blive brugt i forbindelse med større hændelser, herunder terror og andre alvorlige kriminalitetsformer.

Hvis man som borger eller virksomhed har overvågning opsat, kan man tilmelde sig registret, men det betyder ikke, at politiet har adgang til overvågningen. Registret vil blot fungere som et overbliksværktøj, der gør det meget lettere for politiet at se, hvor der kan være overvågning, som kan være vigtig i en efterforskning. Der sidder mange kamera rundt omkring, men politiet ved ofte ikke, hvor de sidder. Politiet vil i øvrigt altid kontakte borgeren eller virksomheden for at bede om lov til at se overvågningsbillederne.

Nu kan man således registrere sine kamera på Danmarkskortet så at sige, ligesom, hvis man fx søger adresse på Krak, kan man nu også søge efter et kamera, hvis der er sket noget, og politiet har brug for hjælp til opklaring. Det kan være både private og virksomheder, der kan være med til at samstykke et hændelsesforløb. I dag kører vi ud og banker på dørene, og det er altså noget nemmere med ’Danmarkskortet’. Mange tror i øvrigt, at man ikke må filme ud over offentlig vej fx, men det må man gerne, så længe man filmer ud over egen facade og grund, og det her handler altså heller ikke om, hvor man må filme. Det handler om en hjælp i politiets arbejde,” fortæller politiassistent, Peter Holm i Forebyggelsesafdelingen, og fortsætter:

 

Kamera var afgørende for terrorsag 

”Vi har tidligere haft stor succes med private og virksomheders overvågning. Bl.a. i forbindelse med terrorhandlingen i København, hvor vi fik kortlagt terroristens (Omars) bevægelser og færden både inden og efter terroranslaget.”

Det var dog netop et stort arbejde, da politifolk brugte måneder på at sikre overvågningen, da man ikke var klar over, hvem der evt. kunne have billeder liggende. Flere steder var overvågningen ligeledes slettet og overspillet, hvilket var med til at besværliggøre efterforskningen. Med dette nye overvågningsregistre, vil politiet hurtigere får overblik og evt. sikre vigtigt bevismateriale og billeder i alle former for kriminalitet.

Hvad gør man, hvis man vil hjælpe?

Vil man som borger eller virksomhed registrere sin overvågning, skal man gå ind på www.politi.dk/da/hjaelppolitiet/overvaagningskameraer, hvor registreringen af overvågningskameraet sker ved brug af eget eller virksomhedens NemID. Her kan man også finde svar på evt. spørgsmål samt læse bekendtgørelsen vedr. lov om TV-overvågning. Derudover sender politiet i øvrigt brev ud til virksomhedsejere i kommunen om, hvordan de kan hjælpe mht. at registrere kamera.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0