AnnonceLuk annonce




Pølser og brød fik gang i snakken om uddannelse

14-03-2019

Der var rift om pølserne, da Hands-on besøgte NOV i Kalundborg. Foto: Industriens Uddannelser

"Fremtiden er faglært - er du?" besøger virksomheder i hele landet i efteråret 2018 og foråret 2019. Onsdag var de forbi Kalundborg, hvor der bl.a. blev bidt på ristede pølser med brød.

Virksomhederne i industrien har brug for flere faglærte medarbejdere som for eksempel  smede, industrioperatører og handelsuddannede inden for salg, indkøb og logistik. Og der er god grund til at tage en faglært uddannelse, hvis man i dag arbejder som ufaglært på en industrivirksomhed. Man vil automatisk blive mere efterspurgt og få mulighed for at tjene mere.

Derfor trillede kampagnen "Fremtiden er faglært - er du?" en pølsevogn ud til virksomheden National Oilwell Varco i Kalundborg, onsdag. Sammen med den ristede blev medarbejdere og virksomhedens ledelse præsenteret for nogle af de erhvervsuddannelser, der er at vælge imellem inden for industrien.

Både Dansk Industri og AE-Rådet skønner, at der kommer til at mangle tusindvis af faglærte medarbejdere i produktionen og på kontorerne. Og besøget er en del af initiativet Hands-on, der er et samarbejde imellem DI, 3F, Dansk Metal, HK og Teknisk Landsforbund. Kampagnen støttes også af Teknologipagten.

Ved besøget deltog også repræsentanter fra erhvervsskolerne ZBC og EUC Nordvestsjælland, som talte med medarbejderne om mulighederne for at tage en erhvervsuddannelse som voksen.

"Fremtiden er faglært - er du?" besøger virksomheder i hele landet i efteråret 2018 og foråret 2019. Kampagnen foregår også på de sociale medier, blandt andet LinkedIn og Facebook, hvor man i en test kan tjekke sin fremtid i industrien og blive inspireret til at blive faglært som voksen. En chatbot målrettet voksne over 25 år er også med til at udbrede mulighederne for at blive faglært som voksen.

På de virksomheder, der får besøg af Hands-on, vil der være repræsentanter fra erhvervsskoler og Hands-on til at fortælle om mulighederne for at blive faglært som voksen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0