AnnonceLuk annonce




Pigtrådsmusikkens gentlemen til Kalundborg

06-03-2019

Rocking Ghosts optræder i JUVI-Klubben d. 20. marts. Privatfoto

Af Jens Nielsen

De har haft store Internationale hits og turneret over det meste af verden. De var med i de glade dage i Hit house og har oplevet tiden med hvinende piger ved scenekanten. Og så har de optrådt sammen med Cliff Richard & The Shadows og andre af rockens store koryfæer. Sidst i marts optræder Rocking Ghosts i JUVI-Klubben.

I årene 1964-68 tilhørte The Rocking Ghosts den absolutte pigtrådselite herhjemme. De spillede på alle de kendte steder som Giraffen og Hit House og i de mange popklubber i provinsen. Endvidere turnerede de i lange perioder over det meste af verden. De har optrådt på alverdens Tv-stationer og ved koncerter sammen med så store navne som The Rolling Stones, Hermans Hermits, The Swinging Blue Jeans, The Spotnicks og som nævnt Cliff Richard & The Shadows, og på plade- og CD-fronten er det blevet til ikke færre end 11 albums, 18 singler og medvirken på 22 forskellige Greatest hits-LP’er fra hele verden.

I dag koncentrerer de gamle drenge sig primært om at levere den rene vare til alle danseglade danskere; god gedigen popmusik uden dikkedarer.

Onsdag d. 20. marts står Rocking Ghosts på scenen i JUVI-Klubben i Bredgade, og med bandets helt store hits, ”Belinda” og ”Oh, oh what a kiss”, er der lagt op til en forrygende aften med pigtrådsmusikkens gentlemen.

I billetprisen til arrangementet d. 20. marts, er inkluderet tre stykker smørebrød, og billetterne er til salg hos Alfa Optik og hos Alle Salonen.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0