AnnonceLuk annonce




Ingen reagerede på voldsomt overfald

06-08-2020

Pernille blev, i sidste uge, overfaldet i havneparken i Kalundborg, ligeså gjorde en af hendes venner, men ingen gjorde noget for at hjælpe. Foto. Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Først blev hun overfaldet i havneparken i Kalundborg ved højlys dag, derefter blev en af hendes venner overfaldet samme sted ligeledes ved højlys dag, men ingen reagerede. Ingen gjorde noget. Pernille er trist over, at folk ikke hjælper hinanden i nød, men hun er ligeledes bekymret for et system, hvor der er meget lidt hjælp at hente, hvis man er psykisk syg, som tilfældet er for hendes overfaldsmand, der også er hendes eksmand.

Pernille kæmper med bryde tavsheden af flere årsager. Hun forstår ikke, at mennesker kan se til, mens et andet mennesker bliver overfaldet. Slået, sparket, trådt på. Når et menneske råber om hjælp, er det i håb om, at nogle vil hjælpe. Men det skete ikke for Pernille, da hun blev overfaldet i havneparken i sidste uge. Det skete heller ikke, da hendes ven blev overfaldet samme sted få dage senere. Udover at Pernille er chokeret over, hvor lidt mennesker er villige til at hjælpe hinanden, er hun også ked af, at systemet ikke kan gøre mere for at hjælpe et psykisk sygt menneske, der tydeligvis har brug for hjælp, og samtidig holde hende i sikkerhed. Det er de to væsentligste grunde til, at Pernille fortæller sin historie. Hun håber, at hun måske kan hjælpe andre i lignende situationer.

Midt i havneparken tirsdag kl. 15 sidder flere par, unge og ældre, venner og veninder og nyder kaffe og kage, mens børnene leger på legepladsen. Pludselig bliver Pernille overfaldet af sin psykisk syge eksmand, der har tilhold mod at komme i nærheden af Pernille, fordi han netop har truet hende og overfaldet hende mange gange før gennem de sidste fire år.

”De sidder alle vegne, udenfor omkring caféen, indenfor i caféen, og der er børn og voksne på legepladsen. Jeg skriger og beder om hjælp, fordi han pludselig overfalder mig. Han griber fat i mig, og smider min tlf. i havnen. Men ingen hjælper. Jeg får af vide, at jeg selv kan ringe til politiet, indtil jeg løber ind i caféen, og ejeren, Sean, giver mig sin tlf. med det samme, så jeg kan ringe til politiet,” fortæller Pernille.

Inden den tirsdag eftermiddag, har hendes eksmand ydermere sat ild til nogle ting foran Pernilles lejlighed i Kordilgade, og få dage senere overfalder han også en af Pernilles venner i havneparken. Han bliver slået, sparket og trådt på, men heller ikke den dag er der nogen, der reagerer. 

”Folk ser bare væk. Fjerner deres børn fra legepladsen, og ignorerer ellers, at min ven bliver gennemtæsket af en mand, mens jeg skriger og forsøger at stoppe ham. Det er først, da min eksmand løber derfra, at en ung mand, der kender min ven, løber efter ham netop som politiet også ankommer. Han får stoppet min eksmand oppe i Bredgade, og en anden ung mand ringer da efter politiet, der dog allerede er på vej. Først der reagerer nogen. Jeg er dybt rystet og bedrøvet over, at folk ikke hjælper hinanden. Som det mindste kan man da vidne til politiet efterfølgende. Men folk vil ikke blande sig. De passer deres eget. Men de er jo nysgerrige, og fortæller, hvad de så til hinanden, men ikke til politiet. Det giver ikke mening,” fortsætter Pernille. 

Derudover er Pernille rystet over, at politiet arbejder så hårdt, som de gør, for at hjælpe hende - og mange andre i lignende situationer, men hver gang tabes al arbejdet på gulvet, så snart sagen kommer videre op i systemet. 

Psykiatrien kommer ind over, og de har åbenbart ikke ressourcer til at hjælpe, og han får noget medicin og bliver sendt hjem. Men Politiet skal have stor ros for at have hjulpet mig alt det, de kan gennem årene, men det nytter jo ikke meget, når min eksmand ikke får den hjælp, han så desperat har brug for. Jeg er ikke vred på ham, men ked af det over, at han har det sådan. Han taber jo lige så meget sit liv på gulvet, som jeg. Det er en frygtelig skæbne. Men det kan koste mig livet i værste fald, eller andre, hvis man ikke gør noget for at hjælpe ham. Det her mareridt har stået på alt for længe,” siger Pernille.

Pernille opfordrer endvidere til, at man bryder den larmende tavshed, der opstår omkring en, når man lever i et forhold, hvor den ene part er voldelig.

”Jeg var alt for længe om at komme ud af forholdet, og efterfølgende har det også været et mareridt. Men jeg kan godt mærke, hvordan folk indimellem ser på mig og tænker, hvorfor smuttede du ikke noget før. Men den slags er slet ikke så let, som man måske tror. Den slags skader en hel familie. Mine børn er også bange for, at der sker mig noget. Det har de været i fire år nu, fordi han har stalket mig så længe. Det har været frygteligt. Han kan finde på at gemme sig i en port, i et supermarked eller rundt omkring på gader og stræder. Han ved, hvad jeg foretager mig, hvem jeg ser, og jeg kan intet gøre udover, at han har et tilhold.

Pernille mødte sin eksmand for fire et halvt år siden, da han arbejdede som pædagogmedhjælper i en institution, hvor hun var forælder til et barn i SFO. Det hele gik fint til at begynde med, men det ændrede sig hurtigt.

”Han var så omsorgsfuld i en tid, hvor min søn var alvorlig, og jeg valgte at give ham mit hjerte. Vi havde bestemt mange dejlige timer sammen, og han var der for mig. Men der var meget, jeg ikke kendte sandheden om, desværre,” fortæller Pernille, og fortsætter: ”Han havde været på stærk medicin, som han stoppede med at tage, da han mødte mig. Han var ikke uddannet pædagog, som han havde fortalt, og hans familie var dybt dysfunktionelle. Han skjulte også, at han var kvartalsdranker. Som tiden gik, begyndte han at vise en helt anden side, og han blev vred. Han kunne gå hjemmefra i flere uger, og stadig være vred, når jeg fandt ham. Jeg brugte mange timer på finde ham, og jeg kæmpede for få systemet til hjælpe mig, for jeg kunne ikke magte opgaven. Der var noget helt gal. Det stod på et par år, og jeg smed håndklædet i ringen, for da forstod jeg endelig, at jeg ikke kunne hjælpe ham. Vi blev skilt, og han flyttede hjem til sin mor til trods for, at han var 35 år. Han forsøgte herefter at begå selvmord otte gange, og derefter har han forfulgt mig overalt Jeg valgte dengang, at det måtte stoppe, fordi jeg ikke længere kunne leve sådan. Siden har det været voldsomt. Siden februar har han begået 40 overtrædelser, herunder brandstiftelse og to voldelige overfald på mig og på to af mine venner. Han har været ind og ud af psykiatrisk, og kender proceduren for, hvordan han hurtigt kommer ud igen. Det hjælper ham bare ikke.”

Pernille har i dag overfaldsalarm. Hun frygter, at hun skal miste livet før end, der bliver reageret på det mareridt, hun lever i hver dag. 


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0