Pantstation skal bygges om

Kalundborg Pantstation skal bygges om. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Pantstation skal ombygges således, at den bliver mere effektiv og miljøvenlig. Pantstationen på Østre Havnevej 21 i Kalundborg lukker derfor midlertidigt fra onsdag den 6. april kl. 18.

Lukningen skyldes, at pantstationen skal ombygges med ny teknologi, hvor aflevering foregår helt uden pantsække, og panten bliver overført til kundens konto langt hurtigere, end tilfældet er i dag.

Fra den 8. april til og med den 23. april kan man derfor aflevere sine pantsække – både de fulde og de tomme Kalundborg Pantstation holder åbent i tidsrummet kl. 11-18, hvor man kan få hjælp til at aflevere i en bemandet midlertidig pantstationsløsning, som er sat op på Østre Havnevej ved OK Tankstationen.

Den nye form på pantstationen vil være langt mere effektiv og miljøvenlig, fortæller Mette klint, der er kommunikationskonsulent ved Dansk Retursystem.

”Fremover vil man kunne hælde flasker og dåser direkte ned, uden at bruge sække. Den nye opbygning vil være langt mere effektiv både for kunder og for os. Kunderne får deres penge med det samme, da flasker og dåser vil blive talt op straks ligesom, at de vil blive mast med det det samme. Dermed er det også en miljømæssig fordel, at vi nu laver pantstationen om, da vi skal køre mindre,” siger Mette Klint.

Man skal huske at tage tomme ubrugte sække med, så man også kan få panten på sækken retur. Den nye moderniserede pantstation forventes at åbne i løbet af juni.

Del