AnnonceLuk annonce




Påsat kælderbrand igen-igen-igen

29-11-2016

Der var sat ild i en madras som lå midt på kældergangen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Mandag aften måtte politi og brandvæsen endnu engang køre til brand i en kælder i Sct. Oliaparken, det er fjerde gang på en uge at det brænder i området. Beboerne er frustreret.

Mandag aften, kl. 21.40, blev politi og brandvæsen for fjerde gang på en uge kaldt til Sct. Olaiparken på Klosterparkvej i Kalundborg.

Igen var der ild i kælderen til boligblokken 73 – 79, denne gang var der sat ild i en madras midt på kældergangen, og der er nok ingen tvivl om at branden er påsat. Madrassen udviklede en kraftig og giftig røg og branden var denne gang så kraftig at elinstallationerne brændte, hvilket bevirkede at strømmen gik i flere lejligheder.

Vestsjællands Brandvæsen fik hurtigt bugt med flammerne og kælderen blev luftet ud, lige som der blev sendt brandfolk ind i flere lejligheder for at tjekke for røg.

Det er tredje gang at det brænder i den samme kælder, første gang var mandag d. 21-11, næste gang var natten til fredag d. 25-11 og så igen mandag aften. Søndag aften var brandfolkene kaldt til brand i boligblokken ved siden af, hvor der var sat ild i noget pap og papir under trappen i opgangen.

Beboere er frustreret

 Flere beboere som TV-Kalundborg talte med mandag aften er dybt frustrerede og bange for at røgen på et tidspunkt koster menneskeliv. Beboerne oplyser at, ud over en del narkosalg i området, er der normalt ellers roligt, og de forstår ikke hvad det er som foregår.

Kalundborg almennyttige Boligselskab, som ejer Sct. Olaiparken, har delt sedler rundt i postkasserne i den brandramte boligblok med flg. tekst,

”Der har på det seneste været et par kælderbrande på Klosterparkvej 73-79. Det skete igen natten mellem den 24. og 25. november 2016.

Boligselskabet arbejder hårdt på at få genskabt roen og trygheden i afdelingen, og vi arbejder tæt sammen med politiet for at få stoppet kælderbrandene.

Det er vigtigt at understrege, at det kun er ejendommens beboere, som har adgang til kældrene.

Vi vil bede alle om at holde øjne og øre åbne og ringe til politiet, hvis man ser noget mistænkeligt i og omkring ejendommen, særligt om aftenen og natten”.

Hjemmeværnet har bevogtet stedet som assistance for politiet i nattens løb. Stedet undersøges nærmere tirsdag formiddag.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0