AnnonceLuk annonce




Opstart kan give lugtgener midlertidigt

30-07-2020

De værste lugtgener kommer fra den blå tank, som indeholder spildevand. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

AVISTA Green på havnen i Kalundborg er i gang med opstart af deres helt nye raffinaderi, som omdanner spildolie til ny ren baseolie. I forbindelse med indkøring af anlægget kan der opstå lugtgener for de omkringboende, men det er kun midlertidigt, lover AVISTA Green.

Det gamle AVISTA OIL raffinaderi, som brændte ned til grunden for tre år siden, kunne i perioder lugte grimt. Nu står der et helt nyt raffinaderi på grunden og opstarten er gået i gang.

”Der er gjort rigtigt meget i forhold til det gamle anlæg, og vi ved godt vi har lugtet de sidste par uger, og det havde vi i øvrigt også varslet at det ville ske i forbindelse med opstarten,” fortæller administrerende direktør Leon Sloth Skovbo, og fortsætter,

”Vi har opdaget nogle fejl på anlægget som bliver rettet, og vi kan kun sige, vi skal ikke lugte, og hver gang vi opdager en fejl, så bliver den korrigeret.”

Det som lugter slemt, er fra anlæggets spildevand, hvor der er bundet nogle svovlbrinter der lugter af råddent æg, og derfor skal alt være tæt og stå under vakuum, så alle lugt og gasser bliver suget tilbage og brændt af i raffinaderiets ovn.

”Vi er i en opstartsfase, og en ting er, at vi har tegnet og bygget det, nu skal vi så have det til at fungere også, og det er den fase vi er i nu,” siger Leon Sloth Skovbo.

AVISTA Green har i øvrigt planer om at invitere til Åbent Hus i september, så naboer og andre interesserede kan få lejlighed til at høre hele historien om AVISTA Green og stille spørgsmål.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0