AnnonceLuk annonce




Opmærksom nabo spottede indbrudstyve

12-11-2018

Af Jens Nielsen

To indbrudstyve, en kvinde og en mand, er anholdt efter et indbrud på Nyrupvænget i Kalundborg.

Fredag formiddag kl. 10.18, hørte en opmærksom, kvindelig nabo en tyverialarm gå i gang på Nyrupvænget i Kalundborg. Hun gik udenfor og så nu en mand komme løbende med en dyr lampe hen mod en bil, hvor manden satte sig ind på passagersædet.

Bilen kørte straks efter fra stedet ad Nyrupvej i retning mod Kalundborg. Politiet ledte med flere patruljer efter bilen, som politiet traf kl. ca. 10.50 kørende ad Skovvejen, Jyderup, i østlig retning.

Bilen blev standset udramatisk, og en 22-årig kvinde fra Holbæk (fører) og en 21-årig mand fra Nykøbing F (passager) blev anholdt.

I bilen fandt politiet diverse indbrudsværktøj og lidt euforiserende stoffer tilhørende den 21-årige mand. Den kvindelige fører var påvirket af narkotika (hash og kokain) under kørslen og fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Lampen og øvrige effekter, der var stjålet fra villaen i Kalundborg, blev ikke fundet. De to anholdte blev sigtet og afhørt til sagen, men der var ikke grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. De blev derfor løsladt efter afsluttet sagsbehandling.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0