AnnonceLuk annonce




Oplev historiens vingesus via app

19-05-2019

Unge udforsker Middelalderens spor igennem den gratis app ’Tidslommen’ fra Museum Vestsjælland. Foto: Museum Vestsjælland.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nu har man mulighed for at få formidlet historien via en app, og den 28. maj lancerer Museum Vestsjælland netop dette helt nye digitale formidlingstilbud ved Vestborgen i Kalundborg. Nu kan borgere med Museum Vestsjællands gratis app 'Tidslommen' nemlig, på egen hånd, opleve historien om Esbern Snares storslåede borg i Kalundborg.

Det er lige før, at man mærker historiens vingesus, når man med app'en  'Tidslommen' får fortalt historien om Esbern Snares storslåede borg i Kalundborg. 'Tidslommen' lægger op til, at børn og voksne går på opdagelse i Vestborgens ruiner. I appen møder man Museum Vestsjællands formidlere og middelalderarkæologer, der fortæller om borgen og de mennesker, der engang levede her. 'Tidslommen' hentes i Google Play eller i App Store. 

”Det er en hel særlig oplevelse at stå med sin mobiltelefon på et historisk sted i Kalundborg, og få historien fortalt om netop dette sted af dygtige formidlere fra Museum Vestsjælland,” siger Eskil Vagn Olsen, Museumsdirektør, Museum Vestsjælland, og fortsætter: ”Museum Vestsjælland har stor fokus på, at kulturhistorien også formidles uden for museets mure, og lige netop der i landskabet, hvor begivenheden fandt sted.”

Middelalderstemning i museets gård

Til lanceringen den 28. maj 2019 sørger museets medarbejdere og frivillige for den helt rette middelalderstemning med åben ild, folk i flotte dragter og små lækre middelalderretter i Kalundborg Museums gård. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ole Glahn, holder åbningstalen kl. 15 i museets rokokostue, og projektleder Jonas Abkjær Andersen er vært ved en filmforevisning om de øvrige historiske spot i Tidslommen. Derefter går man med sin mobiltelefon på opdagelse i borgruinen med Tidslommen.

Samtidigt med at Kalundborgs Vestborg åbner i Tidslommen, åbner Museum Vestsjælland tilsvarende formidlingstiltag af Sunesønnernes Mølledige i Sorø og af middelalderbyen i Holbæk. Tiltagene er gjort mulige med støtte fra Kulturregion Midt- og Vestsjælland. Alle er velkomne til lanceringen i Kalundborg den 28. maj kl. 15 – 16.30.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0