Oplev hele verden i Svebølle
Da Kalundborg Sprogcenter for trekvart år siden overgik fra privat til kommunalt regi, flyttede centret samtidig til Svebølle. Nu inviteres naboer og andre interesserede indenfor – og med ud i verden.
Til hverdag er det dansk sprog og kultur, der er i centrum, men onsdag den 2. oktober sætter kursisterne dagsordenen på Kalundborg Sprogcenter. Naboerne i Svebølle og andre interesserede får blandt andet mulighed for at smage på store dele af verden, når der serveres smagsprøver fra alverdens køkkener; det marokkanske, kinesiske, filippinske, rumænske, congolesiske, iranske, polske, brasilianske, syriske og det afghanske. Derudover byder kursisterne på udstillinger, sang og dans, lynkursus i alverdens sprog og brasiliansk fodboldskole.
”Vi har fundet os godt til rette her i Svebølle, og vi er i det hele taget meget opmærksomme på det omgivende samfunds behov. Vi mener selv, at vi har rigtig meget at byde på, og det vil vi gerne vise frem ikke mindst til vores nye naboer,” siger forstander for Kalundborg Sprogcenter, Lars Enevold Andersen.
Kalundborg Sprogcenter holder åbent hus onsdag den 2. oktober kl. 10 - 12, på Kalundborg Sprogcenter, Højvangen 9 i Svebølle. Alle er velkomne.