AnnonceLuk annonce




Opkald fra Politiet er forsøg på svindel

22-06-2021

Af Jens Nielsen

En række borgere i Kalundborgområdet har fået opringninger fra ’Politiet’, men der er altså tale om svindlere og det rigtige politi opfordrer til at være skeptisk.

Flere borgere er blevet ringet op af Københavns Politi med en historie om, at de har fanget to personer fra en østeuropæisk bande, som har lavet en del indbrud på flere veje i Kalundborg. En notesbog med flere adresser er fundet hos de to anholdte, hvor der er adresser på dem som der så ringes til.

Der er yderlig to personer på fri fod fra banden og de kan være bevæbnet, og sagen er så alvorlig, at PET er indblandet.

Men der er altså tale om et svindelnummer. Det er ikke Københavns Politi som ringer, men endnu en metode til at narre oplysninger fra folk.

En borger som har været udsat for svindelnummeret, oplyser til TV-Kalundborg, at manden som ringer taler fejlfrit dansk og virker meget troværdig, og uden direkte at spørge får han alligevel lokket forskellige oplysninger ud af borgeren.

”Når der bliver ringet op og sagt det er fra Københavns Politi bliver man bange og tror der er sket noget med børn eller børnebørn, så allerede der bliver man et let offer,” forklarer borgeren som TV-Kalundborg har talt med (navnret er red. bekendt).

”Når vi som politi ringer til folk, starter vi altid med at præsentere os og den næste sætning er altid, der er ikke sket noget alvorligt,” fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, som også har hørt om den nye form for svindelnumre.

”Metoderne for at få en fod indenfor i folks bolig er efterhånden mangeartede, og det er selvfølgelig bekymrende, men godt at nogen fanger at der er tale om et fupnummer,” siger Martin Bjerregaard.

Politiet opfordrer til, at hvis man er i tvivl om det faktisk er politiet som ringer, så bed om navn og afdeling der ringes fra og lav en kontrolopringning til politiets hovednummer.

”Lad være med at ringe tilbage på et mobilnummer hvis man ikke har noget kørende med politiet i forvejen, og ligegyldig hvilken skrækhistorie de kommer med,” opfordrer Martin Bjerregaard


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0