AnnonceLuk annonce




Open Air koncert på Sejerø

09-05-2019

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 15. juni er der Open Air koncert på Sejerø. Det er første gang, at der er koncert i det fri på øen, men man håber på, at det bliver en tilbagevendende begivenhed.

På Sejerø opføres for første gang en friluftskoncert, som gerne må blive en tilbagevendende tradition. Om eftermiddagen fylder Tin Roof Jazzband luften med jazz, og om aftenen optræder New Jungle Quartet. Der vil være ekstra færgeafgang fra øen kl. 22 samme aften.

Tin Roof Jazzband er et professionelt orkester, der spiller happy Jazz, hvor publikum bevæger både fødder og smilemuskler. Foruden det traditionelle klassiske jazz repertoire, spilles en del danske og svenske folkemelodier. I orkesteret er Bjørn Vollbrecht (trompet & sang), Søren Siefert (basun), Lars Frandsen‐Melau (piano), Filip Jendal (kontrabas), Jan Aamand (trommer).

New Jungle Quartet har rødder i verdensorkestret ”New Jungle Orchestra”, som har gjort det til et varemærke at kombinere etnisk musik af forskellig oprindelse til noget nyskabende. Et musikalsk udtryk for, at kulturel identitet og mangfoldighed ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Kvartetten består af Ayi Solomon på percussion, Jakob Mygind på sopran‐sax og tenor‐sax, Irene Becker på keyboard og caxixi, og Pierre Dørge på guitar og konkylie.

Koncerten finder sted på Sejerø Golfbane på gården Horsekær, hvor der ligger et naturligt teater i landskabet ned til en lille sø, som appellerer til at opføre opera og koncerter. I forbindelse med koncerten kan man købe mad på Horsekær, sammensat af øens egne råvarer, samt drikkevarer, tang‐chips fra Læsø, is fra Skarø, og en masse andre fødevarespecialiteter. Øens spisesteder åbner ligeledes dørene, og der vil være forskellige aktiviteter som frister til, at man tilbringer en dag på øen.

Lørdag aften sejler en ekstra færge fra Sejerø kl. 22.00, så gæsterne har mulighed for at opleve hele koncerten, og nå hjem samme dag. Ved køb af billet til koncerten, får man reduceret pris på færgebillet. I dagens anledning bliver der indsat gratis bustransport mellem færgen og Horsekær.

Arrangementet er et samarbejde imellem alle gode kræfter på Sejerø, heriblandt Golfklubben, Beboerforeningen, Idrætsforeningen, Sejerø‐færgen og Horsekær.

Man kan læse mere om hele arrangementet på www.openairsejero.dk



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0