AnnonceLuk annonce




Online banko debut en succes

10-04-2020

Formand for H. F. Vestsjællands Venner Niels-Erik Sørensen sad fysisk hos TV-Kalundborg, og råbte numre op. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

H. F. Vestsjællands Venner afviklede sammen med TV-Kalundborg, for første gang et online bankospil onsdag aften. Vinderne sikrede sig gevinster for tilsammen kr. 7000,-

Hver onsdag i de sidste 19 år har H. F. Vestsjællands Venner afviklet bankospil en gang om ugen i Kalundborg. Kun i sommermånederne har der været pause, men nu er H. F. Vestsjællands Venner blevet ramt af en ufrivillig pause i forbindelse med Corona krisen.

Derfor er foreningen, i lighed med andre bankospil, gået online så spillerne kan sidde hjemme i stuerne og spille banko.

Onsdag aften blev der så spillet banko, som blev livestreamet ud i stuerne for første gang.

Formand for H. F. Vestsjællands Venner Niels-Erik Sørensen sad fysisk hos TV-Kalundborg, og råbte numre op, mens dem som skulle spille banko havde købt et eller flere bankohæfter på forhånd, og sad så hjemme foran computeren og spillede med.

”Det forløb rigtigt godt, men det er klart, det er helt nyt for os og det er nyt for dem som skal spille med, men en rigtig god debut, som vi gentager igen på onsdag kl. 18.30,” siger Niels-Erik Sørensen.

Der blev spillet 10 spil, hvor der var gevinst til en hel række og pladen fuld i hvert spil. Gevinsterne var gavekort til Kvickly og Meny. Der var vindere fra både Kalundborg, Svebølle og Høng.

H. F. Vestsjællands Venner har til onlinebankospillet købt et program der styrer spillet, et klik med musen kalder det næste nummer op på skærmen, og når en spiller har banko, så ringes der til opråberen, og pladens kontroltal tjekkes, på den måde er spillet lynhurtigt i gang igen. Programmet er i øvrigt helt magen til det som Banko Carl bruger til sine show rundt om i landet.

H. F. Vestsjællands Venner er klar med endnu et online bankospil på onsdag d. 15. april kl. 18.30

Præmier for 7000 kr.

For at deltage i onlinebankospillet skal man købe et eller flere bankohæfter med hver 10 spil, i kiosken i Kvickly eller Meny. Prisen for hvert bankohæfte er kr. 75,-, og der kan købes alle de bankohæfter man har lyst til. Bankohæfterne er allerede nu til salg i de to supermarkeder.

Der spilles så 10 spil, og der er præmie til første deltager i hvert spil med en fuld række, som vinder kr. 200,- og så er der præmie til fuld plade i hvert spil, her er præmien på kr. 500,-

Så i alt er der præmier i bankospillet for hele 7000 kr., der udbetales som gavekort til henholdsvis Meny og Kvickly i Kalundborg.

Selve bankospillet livestreames på TV-Kalundborg.dk, så deltagerne går ind på nyhedssiden TV-Kalundborg.dk og trykker sig ind på bankobilledet, så begynder spillet.

For at deltage i bankospillet er det et krav fra spilmyndighederne at man er medlem af H. F. Vestsjællands Venner, er du ikke allerede medlem, så send kr. 10,- på mobilpay til nr. 28 90 75 26, så er du medlem det næste år.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0