AnnonceLuk annonce




One-woman show med Anne Dorte Michelsen

15-01-2020

kontakt@tv-kalundborg.dk

I one-woman showet ’Kerneydelser’ graver sanger og sangskriver Anne Dorte Michelsen dybt i sit omfattende katalog af sange om alt fra husarbejde til nationaløkonomi, ensomhed, fællesskab, kærlighedslykke og kærestesorg.

Tirsdag den 7. april kommer Anne Dorte Michelsen til Kino Den Blå Engel med sit one-woman show ’Kerneydelser’. Helt alene på scenen med guitar, klaver, computer og strygebræt! synger og spiller hun en lang række af sine største pophits, smukkeste sange og sjoveste schlagere. Familielivet får en omgang med gulvskrubben, husarbejdet adles, kærligheden vinder og helte og heltinder bliver udråbt og kåret.

Indimellem fortæller Michelsen underholdende og overraskende historier fra det liv, der ligger bag tilblivelsen af de kendte sange, og anekdoter fra sine mange år i en musikbranche, der ikke mindst for kvinder, ikke just er for tøsedrenge.

Anne Dorte Michelsens tekster er populære hos mange, da de er slidstærke, rammende, rørende, sjove, skarpe og inderlige uanset, om de har været sunget af hende selv som solist, sammen med Maria Bramsen fra Tøsedrengene eller iført kittel med husmorkvartetten Venter på far. 

Billetter kan købes nu i Kino Den Blå Engel eller på deres hjemmeside.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0