AnnonceLuk annonce




Overholder ikke færdselsreglerne ved vejarbejde

19-07-2019

Til trods for at der er tegnet gule streger på kørebanen, der er opsat skilte, dels påbudsskiltet med en pil, venstresving, og dels forbudsskiltet ’Motorkøretøj, stor knallert, traktor og motorredskab indkørsel forbudt’, er der mange trafikanter som kører lige ud og frem til rundkørslen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I øjeblikket er en del af Holbækvej, fra Rynkevangen og frem til rundkørslen ved Meny, spærret for trafik i udadgående retning. Det giver udfordringer for trafikken ud af byen, da flere bilister ikke overholder færdselsreglerne på stedet.

Selv om der, endda før det igangværende vejarbejdet på Holbækvej, var opsat et stort skilt med information omkring spærring og omkørsel, og der er skiltet og tegnet gule streger på vejen, er der alligevel mange bilister, der åbenbart ikke helt kan huske, hvad skiltene betyder, eller også kniber det med synet. I hvert fald er der mange bilister, der hver eneste dag kører imod færdselsretningen, og lige forbi skiltet med ’Motorkøretøj, stor knallert, traktor og motorredskab indkørsel forbudt’, og det betyder desværre farlige situationer, ligesom bilister råber og skriger efter hinanden, fortæller entreprenørerne, som er i gang med at grave op til nye fjernvarmerør.

Bilister som skal ind i byen, fra rundkørslen ved Meny og ad Holbækvej, har forkørselsret, mens dem, der skal ud af byen, skal holde tilbage for den indadgående trafik. Når der er plads, kan bilisterne køre frem til indkørslen ved F24 tanken, og dreje til venstre ind over tankstationens areal for, at komme ud på Nørre Allé, men det er her problemet opstår. 

Mange bilister kører nemlig lige ud og helt frem til rundkørslen til trods for, at der er tegnet gule streger på kørebanen, der er opsat skilte, dels påbudsskiltet med en pil, venstresving, og dels forbudsskiltet ’Motorkøretøj, stor knallert, traktor og motorredskab indkørsel forbudt’.

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at bødestraffen for at køre forbi forbudsskiltet er kr. 1.500,-, hvis der skulle være en patrulje, der ser det, hvilket allerede er sket i ugens løb. Problemet er størst, hvis flere bilister kører lige efter hinanden, hvis den første overtræder forbuddet, følger resten efter, uden at rette sig efter skiltene på stedet. Hele afspærringsplanen er i øvrigt godkendt af både Kalundborg Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi.

Renoveringen af Holbækvej vil fortsætte i lang tid endnu, og næste etape bliver, når der skal graves fjernvarmerør ned igennem rundkørslen, hvor der vil blive en helt ny form for omkørsel - med nye udfordringer for trafikanterne.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0