AnnonceLuk annonce




’Om hundred år er alting glemt’ – næsten!

04-10-2018

’Om hundred år er alting glemt’ – næsten!

4. oktober 1918 blev Kalundborg Skibsværft indviet.

Af Kaj Buch Jensen.

”Kalundborg havde gjort sit yderste. Henckel var på alles læber. Han er interesseret i alt, kan alt, gør alt, får andre til at gøre alt, ejer alt og finder guld i enhver rejepyt, hvor andre kun ser mudder og slam.

I alle butikker havde man gjort vinduesudstillingerne  nydelige. Støvler var opstillet som et stort H. Manchetskjorter og frugt og pudsepomade var arrangeret i dannebrogsformat, og havde man ikke andet flag i de små huse, så stak man pynte-nips-flaget fra hjørneetagen af vinduet. Flages skulle der.

I gadespejlet lyset nysgerrige ansigter med fest-maske, og de agtværdige borgere havde alt fra morgenstunden iført sig kjole og hvidt, og de var friserede, så hele hovedet så ud, som var det smurt i fernis”

Valdemar Henckel havde iscenesat indvielsen af Kalundborg Skibsværft efter alle kunstens regler. På dagen – 4. oktober 1918 – løb værftets første nybygning, Thora Frederikke, -en 700 tonner  - af stablen. Skibet blev leveret til den norske reder  Berg fra Porsgrund.

Henckels særligt inviterede gæster blev transporteret fra København til Kalundborg i en salonvogn. Det blev sagt, at den af Stauning og ”Socialdemokratens” redaktør, Oscar Jørgensen, hurtigt blev omdannet til en restaurationsvogn.

Gæsterne blev modtaget på stationen af Henckel og hans datter Guldborg. Men gæsterne blev også modtaget af værftets strejkende smede- og maskinarbejdere, som ville vise deres utilfredshed over for de to socialdemokrater.

Henckel klarede den kritiske situation med bravur. Han takkede arbejderne for at de kom for at modtage gæsterne og ønskede dem god fest. Arbejderne kendte ikke til nogen fest, og Henckel virkede påtaget overrasket herover. På stedet fik han udstedt en invitation til et festmåltid for de strejkende.

(Senere, om aftenen, mødte et par af de strejkende arbejdere op ved den officielle middag for at takke for middagen).

For  ”Kallundborg Avis” var det magtpåliggende at i detaljer at redegøre for alle de kendisser der i dagens anledning var komet til Kalundborg. Værftsplanerne og opførelsen af værftet havde været i strid modvind. Mange havde tvivlet på at det blev til noget. Men nu stod det der.

Gæsterne nød en god frokost på Hotel Postgården og herefter gik man til stabelafløbning kl. 15 på værftet. Op mod 2000 tilskuere skal have været til stede ved begivenheden. Henckel holdt en kort tale og den norske skibsreder Bergs frue knuste champagneflasken mod skibet og døbte det ”Thora Frederikke”. Derefter spredtes forsamlingen over værftets areal og fik lejlighed til at tage de enkelte anlæg i besigtigelse.

Kl. 18 samledes 110 indbudte gæster i stueetagen i skibsværfters administrationsbygning til festmiddag. Menuen stod fru Marie Henckel for og middagen fik et præg som man ellers ikke aldrig træffer med officieller middage, som ”Kallundborg Avis” rudtrykte det: Den var tvangfri, hyggefyldt og ”utormodentlig munter”.

Menuen blev serveret på et til lejligheden indkøbt, flunkende nyt service af nysmedet sølv. Der blev serveret Oksehalesuppe, Kogt Laks, Tunge i mayonnaise, Gåsesteg og hertil rhinskvin, madeira og champagne. Henckel var kendt som livsnyder og fra sine talrige besøg på restaurant Wiwel i København. Der manglede ikke noget. Ekstrabladets udsendte reporter skrev i sin omtale af festen, at han der fik forklaringen på, hvordan det kunne være, at det næsten ikke var muligt at opdrive vine, specielt champagne, idet ganske land: ”Det synes mig en diskret antydning”

Selv om stemningen var tvangfri, fulgte festen tidens og borgerskabets normer for den slags begivenheder Her sad Nyboderdrengen Valdemar Henckel, til højbords med minister Stauning og grevinde Lerche-Lerchenborg. Alle sejl var sat til, det var pompøst og ekstravagant. Men det var ikke en gullaschbaron der holdt gilde. Det var en mand med sociale ambitioner, der søgte accept og anerkendelse.

Talerrækken var lang og lovordene over Henckels virksomhed mange. Det er tilstrækkeligt her at henvise minister Staunings tale. Han sagde bl.a.:

”Denne lille by kan være stolt af værftet, som jeg ønsker må blive en livskraftig virksomhed, der ud i verden må bære bud om dansk foretagsomhed, om danske ingeniørers snilde og om danske arbejderes dygtighed. Vi ønsker held for Kalundborg Skibsværft, lykkelige kår med stadig forøget arbejde. Mangehånde vanskeligheder optårnede sig på skibsværftets vej. De blev ryddet til side, så vi i dag så det første stolte skib løbe af stablen

Min hyldest til det arbejde, som jeg elsker, ønsker jeg at adressere til den, der er sjælen i værftets tilblivelse, ingeniør Henckel, den foretagsomme mand, der ikke kender til uvirksomhed, men ønsker at virke til egen og sit lands interesse.

Jeg så i dag en tåre i Henckels øje, da skibet løb ud af stablen. Den mand, der i et højtideligt øjeblik får tårer i øjet, er en god mand, og en god mand må der være i spidsen for et foretagende, som skal bygge op. Arbejderne må se op til chefen og må ønske, han er en god mand. Held og ære følge foretagendet til gavn for folk og land. Ingeniør Henckel leve!”

Der havde, som Stauning antyder, været store vanskeligheder med at gennemføre værftsplanerne: Voldsom lokal modstand centreret omkring købmændene Peter Colding, Importkompagniet og S. P. Jensen, Michaelsens Eftflg. En borgmester, Georg Lander, som fanget mellem modstridende synspunkter og interesser i borgerskabet, valgte at modarbejde værftsplanerne – han sendte simpelthen ikke de i byrådet vedtagne ansøgninger frem til de relevante myndigheder. Og dagbladet ”Børsen” i København hvis chefredaktør sammen med  ingeniør Alexander Foss kørte en formelig hetz mod Henckel og forsøgte at skandalisere ham.

Festen blev temmelig animeret og varede til ud på de små timer. En norsk skibsreder måtte på sygehuset efter at havde været faldet i vandet. Ekstrabladets journalist afsluttede sin reportage med at nævne, at der i ugens løb havde været strejke på værftet, men:

”I morgen arbejder tømmermændene imidlertid livligt i byen”!

Værftets levetid blev kort og hektisk. Frem til krakket i 1921 blev der bygget 15-18 skibe. Værftet var kommet for sent i gang. Da fredskrisen efter 1. Verdenskrig indtrådte, kom skibsværftet i krise. Man havde afsluttet kontrakter i en tid med høje priser og fragtrater. Nu nægtede de skibsredere, der havde bestilt skibene til disse priser at modtage dem og Kalundborg Skibsværft måtte føre en række erstatningsager. Man forsøgte at trække den manglende likviditet på Kalundborg og Omegns bank, men til sidst sagde Københavns Handelsbank stop. Det hele revnede med et brag i slutningen af januar 1921.

Henckel forlod Kalundborg, blev trukket igennem en spektakulært retssag, fik 3 års forbedringshus for bedragerier. Han blev løsladt grundlovsdag 1924 og fortsatte sin virksomhed som bygmester i København, - snart som byens største. Men det er en anden historie.

Litteratur:

Kaj Buch Jensen: Matadoren Valdemar Henckel. København-Kalundborg 1877-1953, Almuebøger 2012

 



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0