AnnonceLuk annonce




Om 100 år er alting glemt

02-08-2019

Monumentet for faldne søfolk på Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Niels Plaschke, Journalist (dj)

Hvert år i den 11 time, på den 11 dag, i den 11 måned, samles en lille skare kalundborgensere med valmuer i knaphullet, ved monumentet for faldne søfolk og fiskere, og ved RAF-mindestenen på Sct. Olai Kirkegård, for at markere `Rememberence Day´. Dagen for den nu snart hundredårige officielle afslutning på Den store Krig, og efter 1945, for afslutningen af II Verdenskrig.

Den hastigt tilstundende `Rememberence Day´, har fået mig til, at kigge lidt nærmere på antydninger af Kalundborgs maritime historie i nutidens bybillede. Den er ved at gå i glemmebogen.

Monumentet for de krigsforligste søfolk og fiskere på Sct. Olai Kirkegård, der blev indviet den 29. august 1949, med deltagelse af fanevagter fra Sømandsforeningen, Marineforeningen og Modstandsbevægelsen, trænger her 70 år senere, til en kærlig hånd.

Det samme gælder i særdeleshed pindsvineminen på arealet øst for Havneparken, der ser ud som om den er påkørt under det store gravearbejde langs kajkanten. Under alle omstændigheder er teksten på den ulæselig, og trænger gevaldigt til en opmaling, så dens historiske maritime budskab træder tydeligt frem.

På samme areal stod tidligere en flot Mesanmast, hvor der blev flaget med Dannebrog ved særlige lejligheder. Hvornår den er fjernet, vides ikke præcist, men i Østhavnen siger rygtet, at masten ligger på lager for istandsættelse, `et eller andet sted´ på Kalundborg Havn.  Det ville være en flot gestus, at få dette stykke maritime historie tilbage tæt ved Havneparken.

Og nu vi er der, husker mange måske også fiskernes `Mamrelund´, indviet i 1939, der i dag står med den originale vejrhane – en søslange - ved Kalundborg Sejlklub på Gisseløre. Fred med den og historien bag flytningen, men kommunen råder over en forladt `næsten´ kopi, der med en klat maling i de oprindelige gule/hvide farver, kunne flyttes til Østhavnen.

Placeret i knækket på det kommende stakat mod Houget, med en pragtfuld udsigt i alle retninger, kunne det firfløjede læskur, genfortælle endnu en maritim historie om havnebyen Kalundborg.

Den britiske tradition `Rememberence Day´, slog aldrig rigtig igennem her til lands. Det nærmeste vi kommer, fandt sted i 2009, da den 5. september blev udnævnt til officiel dansk flagdag for udsendte på internationale missioner for Danmark siden 1948, på baggrund af en beslutning truffet af regering, Folketing eller en minister. Men historien om de faldne civile og soldater i de to verdenskrige, er langsomt ved at forsvinde ud i glemslen.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0