AnnonceLuk annonce




Nytårskur på glatis

09-01-2017

40 medlemmer af Vestsjællands Cykelmotion var mødt op til nytårskur. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Vestsjællands Cykelmotion har startet året med en nytårskur og en god cykeltur på mountainbike, som på grund af vejret blev et glat affære.

Traditionen tro mødtes medlemmer af Vestsjællands Cykelmotion søndag for at skåle det nye år i gang med et enkelt glas champagne, herefter var det op på mountainbiken til en tur rundt i Gørlev området.

Omkring 40 medlemmer var mødt frem for at være med til at fejre det nye år, og for at få lidt farve i kinderne på turen som i år var arrangeret rundt på små veje og stier i Gørlevområdet. Flere steder var der meget glat, men stort set alle slap helskinnet igennem turen, kun enkelte kom hjem med blå mærker efter en tur i asfalten.

I mange år har der været tradition for at nytårsturen køres på Reersø og med afslutning hos et medlem på øen, men de sidste år er deltagerantallet steget og derfor blev det i år besluttet at flytte arrangementet til Gørlev med start og mål fra klubbens lokaler på ’Basen’ ved den gamle sukkerfabrik.

Udover de faste medlemmer af klubben var der en håndfuld nye ansigter som viste interesse for Vestsjællands Cykelmotion, som pt har små 100 medlemmer.

Efter turen var der grillpølser og socialt samvær i klublokalerne.

Mange arrangementer i 2017

For medlemmerne af Vestsjællands Cykelmotion bliver der nok at se til i 2017.

Midt i april drager 27 medlemmer på træningstur til Calella i Spanien. Først i maj måned er Vestsjællands Cykelmotion vært for en afdeling af DGI-Cup med start og mål i Gørlev, 20. maj er cykelklubben medarrangør af SuperBrugsen Løbet, hvor der køres penge sammen til Børnecancerfonden, og 25. juni køres klubbens store cykelløb Tour de Vestsjælland hvor flere hundrede motions cykelryttere stiller til start.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0