AnnonceLuk annonce




Nytårskoncert for fuld musik

01-02-2020

Nytårskoncert på Postgaarden fredag aften. Privat foto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nytårskoncert på Postgaarden fredag aften var en stor succes. Arrangementet er et samarbejde mellem Lions Kalundborg, Postgaarden, Kvickly Kalundborg og Dyrehøj Vingaard.

Fredag aften bød Lions Kalundborg til festlig Nytårskoncert med et af Danmarks førende elite-brassband, Lyngby-Taarbæk Brass Band (LTBB) på Postgaarden Kalundborg Event- og Musikhus, hvor der var meldt næsten fuldt hus. Aftenen begyndte med et glas bobler og et stykke kransekage, inden Kvickly stod forret, og derefter en luksusbuffet.

”Rundt regnet var vi 110 til spisning, og efter koncerten kom der et par stykker mere, så vi havde næsten fuldt hus, og det er vi meget glade for. Det hele gik rigtig godt, og både musik og mad var var fantastisk,” fortæller Hans-Henrik Nielsen, der er kasser hos Lions Kalundborg.

Gik op i en højere enhed

En af gæsterne til arrangementet var da også virkelig tilfreds med gårsdagens nytårskoncert.

”Det var rigtig godt, både musik og mad, og ikke mindst de smukke lokaler. Derudover var publikum pænt klædt på, det var jo en nytårskoncert. I det hele taget var det hele meget elegant og veltilrettelagt, og et meget veloplagt band, der spillede med en fantastisk sopran. Det gik op i en højere enhed, må man sige, og jeg kan kun opfordre til, at man gør det igen – og så var det jo utrolig billigt for både musik og mad,” siger Peter Hermann.

Hvorvidt man arrangerer en lignende nytårskoncert næste år, ved Hans-Henrik Nielsen endnu ikke.

”Der er et meget stort stykke arbejde i det, så det skal vi lige tale om. Men det var en rigtig vellykket aften, og jeg er glad for, at det hele gik så godt, og blev taget så vel imod."

Højt musikalsk niveau

LTBB sørgede for spilleglæde på et højt musikalsk niveau, og har siden 1990’erne ligget i toppen blandt danske elite-brassbands. Siden 1993 har orkesteret vundet talrige Danmarksmesterskaber og siden 1997 repræsenteret Danmark ved 14 Europamesterskaber for brassbands. Sangsolisten var sopran Helle Gössler Christensen, og på dirigentpodiet stod orkesterets faste dirigent Michael Aaberg Thomsen, der tillige fungerede som konferencier.



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0