AnnonceLuk annonce




Nyt cykelhold med en langsigtet plan

12-03-2017

Brødrene Joakim og Mathias Lisson, Kalundborg,  cykler på samme hold, Team Georg Berg Cycling Elite. Foto: Christian Winnem

To ryttere fra Kalundborg med på nyt DCU team, der lørdag blev præsenteret i Slagelse.

Et nyt, ungt U 23 cykelhold med 11 ryttere blev lørdag præsenteret ved et arrangement hos hovedsponsoren, Georg Berg A/S i Slagelse. Team Georg Berg Cycling Elite er et DCU Team med langsigtede planer og ambitioner for talentudvikling.

De unge ryttere melder klar til at tørne ud til træning og cykelløb på deres nye Pythoncykler og det nye blå-rød-hvide cykeltøj med alle sponsorernes navne på.

"Vi vil, ligesom vi i firmaet Georg Berg tænker langsigtet, gøre det samme i opbygningen og udviklingen af det nye team. Vi satser ikke på at skulle ud og vinde det hele i den første sæson. I stedet skal vi skaffe rytterne nogle succesoplevelser gennem målrettet træning og holdsamarbejde og lægge grunden til fortsat fremgang. Vi vil også huske hinanden på, at den største muskel er hjernen. Det er de intelligente ryttere, der vinder cykelløb", sagde teammanager Christian Berg bl.a. ved holdpræsentationen.

Holdets 11 ryttere er en blandet flok af unge talenter fra Sjælland og Jylland der kører i D, C, B og A klassen. Alle har både individuelt og som hold store ambitioner.

Derudover er der en ekstra gulerod for de allerskarpeste, nemlig muligheden for senere at få en plads på continentalteamet BHS Almeborg Bornholm, som der samarbejdes med blandt andet gennem fælles træningssamlinger.

Sportsdirektør for holdet er Ib Ole Lisson, der også er formand for Tissø Cykle Ring i Jerslev ved Kalundborg, hvor holdet organisatorisk er hjemmehørende. Hans ældste søn, Mathias Lisson, der har en lang karriere som A-rytter med Post Danmark Rundt deltagelse og meget andet, er med på holdet som den erfarne, der skal lære fra sig, og endnu en Lisson, nemlig Joakim, der står foran sin første sæson som A-rytter er også en af holdets profiler.

Derudover vil en tolvte rytter, venezuelaneren Annibal, støde til den 1. april, hvor holdet kører årets første cykelløb i Slagelse.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0