AnnonceLuk annonce




Nye fælleskabsmuligheder i Kalundborg

03-03-2021

Nye muligheder for fællesskab i Kalundborg.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Fællesskaber og samvær for mennesker, der er særligt sårbare over for corona virus, har haft en svær tid under COVID-19. Derfor går LOF Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune sammen om et projekt, der skal hjælpe netop den gruppe mennesker.

Mange har selvisoleret sig i det sidste års tid grundet COVID-19, og det er de færreste, der holder til det i længde. Derfor har LOF Nordvestsjælland i samarbejde med Kalundborg Kommune besluttet at gøre noget for den gruppe mennesker. 

”Vi laver små hold ude i naturen, hvor fællesskabet er i centrum Selvfølgelig med alle restriktioner overholdt, så vi kun kan smitte hinanden med glæde. Vi ved, at naturen kan noget helt særligt i forhold til de fleste mennesker, her slipper vi ud af snærende rammer og humøret løftes helt automatisk. Ikke bare naturen, men også fællesskabet i små grupper på 7-8 betyder, at man kan dele tanker og erfaringer med andre,” siger Dorthe Pedersen, der er uddannet naturvejleder og socialpædagog og underviser på holdene. Hun fortsætter:

”Vi vil give deltagerne fælles oplevelser.  At sidde sammen om bålet efter, at have samarbejdet om at skabe et måltid, at skabe nye kompetencer eller genopdage glemte, sammen at kunne grine og sammen at kunne dele - også det svære. At færdes i naturen har dokumenterede effekter på sundheden. Blot en halv times gåtur om dagen kan gøre noget positivt. Vores sanser påvirkes, vores fysiske form forbedres, stressniveauet sænkes, ligesom blodtrykket og vores mentale tilstand påvirkes i positiv retning.”

Både LOF Nordvestsjælland og Kalundborg Kommune er partnere i ABC for mental sundhed, hvor det netop handler om, at gøre noget aktivt og meningsfuldt i fællesskab med andre. 

”Vi er så glade for samarbejdet med Kalundborg Kommune om dette projekt. Man kan virkelig mærke, at kommunen er meget opmærksomme på de udfordringer, der følger med den langvarige Corona situation,”  siger skoleleder LOF Nordvestsjælland, Karina Vincentz.

Der vil blive lavet hold forskellige steder i Kalundborg, hvor man mødes en gang om ugen. Hver kursusgang vil indeholde følgende:

  • Øvelser i at tage naturen ind
  • Forkælelse og velvære
  • Fællesspisning med mad over bål
  • Let træning
  • Gode snakke

Tilmelding kan ske via lof.dk/nordvestsjælland


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0