AnnonceLuk annonce




Ny tech-ambassadør i Silicon Valley er fra Kalundborg

23-08-2020

Danmarks nye tech-ambassadør er fra Kalundborg.

Af Jens Nielsen

Anne Marie Engtoft Larsen er netop blevet udpeget som Danmarks nye tech-ambassadør i Silicon Valley i Californien, USA. Området er kendt for at huse massevis af it-selskaber.

33-årige Anne Marie Engtoft Larsen er den yngste ambassadør i historien, og så er hun fra Kalundborg.

Anne Marie Engtoft Larsen er datter af Kirsten og Flemming Engtoft Larsen, har gået i skole på Raklev Skole og Nyrupskolen og er student fra Kalundborg Gymnasium.

Endvidere har hun været udsendt til Argentina af Rotary som udvekslingsstudent.

Anne Marie Engtoft Larsen har læst international økonomi og politik på CBS og studeret på London School of Economic.

Der var 90 ansøgere til jobbet som ny tech-ambassadør, 8 kom til samtale, og jobbet gik til Anne Marie Engtoft Larsen, der starter i det nye job d. 1. oktober,foreløbig for en treårig periode, efter at være blevet godkendt af såvel PET som Dronningen.

Anne Marie kommer fra en stilling i World Economic Forum i Schweiz, hvor hun hidtil har stået i spidsen for organisationens arbejde med teknologi og bæredygtig udvikling.

”Posten som tech-ambassadør er et drømmejob. Jeg glæder mig meget til at begynde arbejdet, repræsentere Danmark og medvirke til at den teknologiske udvikling kommer alle til gavn”, siger Anne Marie Engtoft Larsen.

”Det kan forhåbentligt inspirere andre til, at man kan altså godt blive til noget selv om man bor på landet og har gået i skole i Kalundborg, det er ikke nødvendigt at man bor nord for København for at kunne blive til noget, det kan godt styrke de unge mennesker i Kalundborg,” siger en glad og stolt far, Flemming Engtoft Larsen, der bl.a. er præsident for Lions Kalundborg og formand for LAG Midt-Nordvestsjælland.

Selv om Anne Marie Engtoft Larsen bruger meget af hendes tid i udlandet, besøger hun ofte familien i huset på Røsnæs.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0