AnnonceLuk annonce




Ny legetøjsbutik næsten klar til åbning

24-02-2019

Der arbejdes på højtryk for at få Thranes Legetøj åbningsklar til på torsdag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Thranes Legetøj åbner torsdag d. 28. februar i Kordilgade. Der arbejdes på højtryk for at få de mange varer prismærket og sat på hylder.

Rigtig mange var kede af, at den eneste legetøjsforretning, Fætter BR, i Kalundborg lukkede for nylig, men fortvivl ikke, for på torsdag d. 28. februar, kl. 10, slår Mette Thrane dørene op for en helt ny legetøjsbutik i Kordilgade 32, med navnet Thranes Legetøj.

TV-Kalundborg kikkede forbi den nye legetøjsbutik sidst på ugen. Udstillingsvinduerne var stadig dækket af brunt papir og på fortovet stod flere paller med varer, og indenfor lignede det nærmest kaos, der var legetøj, papkasser og hylder alle vegne, det virkede lidt kaotisk, men hos Mette Thrane var humøret højt.

”Det er jo først på torsdag, og i weekenden kommer der en 6 til 8 hjælpere så vi skal nok blive færdig selv om det lige nu virker lidt uoverskueligt,” fortæller Mette Thrane, mens der pakkes legetøj ud af kasser og prismærkes.

En gammel drøm

Mette Thrane har i flere år gået med en drøm om en legetøjsbutik i Kalundborg, som kunne supplere Gørlev Legetøj i Gørlev, som Mette også er indehaver af.

”Det er en gammel drøm, og da BR så lukkede så var det med at slå til inden andre fik samme ide, og vi har hele tiden haft mange kunder fra Kalundborg i Gørlev Legetøj, fordi vi har nogle andre ting end BR, så jeg var slet ikke i tvivl,” siger Mette Thrane.

Mange ansøgninger

Det bliver tidligere BR medarbejder Lotte Høgsted som kunderne vil møde i Thranes Legetøj i Kordilgade. Lotte er ansat som daglig leder, derudover vil Mette Thrane selvfølgelig også med mellemrum være i butikken, og så er der ansat en ung pige som medhjælper.

Da det blev kendt at Mette Thrane ville åbne en legetøjsbutik i Kalundborg, er ansøgningerne væltet ind helt uopfordret, mere end 50 har søgt job i den nye legetøjsbutik, men det blev altså Lotte Høgsted som blev den heldige der fik jobbet.

Reception

Når dørene bliver slået op på torsdag, er der en lang række af gode åbningstilbud, og torsdag eftermiddag er der reception fra kl. 15 til 17 hvor åbningen af den nye legetøjsbutik bliver fejret.

Danmarks eneste 'snydekunstner' Hr. Plys som snyder sit publikum med charme, selvtillid og glimt i øjet, underholder børn og barnlige sjæle torsdag fra kl. 15 til 17, hvor der loves sjov, levende og tempofyldt underholdning. Ud over trylleri i topklasse er Hr. Plys også mester i ballondyr.

Mette Thrane er 43 år, og har haft legetøjsforretningen Gørlev Legetøj i 13 år. I februar sidste år blev hun i øvrigt kåret som Årets Erhvervsmand/kvinde i Gørlev af Handels- og Erhvervsforeningen for Gørlev og Omegn. Men derudover er Mette Thrane blevet hædret tidligere - nemlig i 2015, hvor hun modtog Venstres Initiativpris. Nu er hun altså klar til at føre sit gode koncept videre - med en legetøjsforretning i Kalundborg.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0