AnnonceLuk annonce




Uenighed om ny folkeskolestrategi

29-04-2021

Af Jens Nielsen

Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune har onsdag aften besluttet sig for en ny Folkeskolestrategi. Der var, på aftenens møde, dog langt fra enighed om den fremlagte Folkeskolestrategi.

Der har, i løbet af indeværende skoleår, været arbejdet med en ny Folkeskolestrategi, der skal sætte retningen for den fremtidige udvikling af folkeskolerne i Kalundborg Kommune. Processen har omfattet åbne, inddragende workshops og en ekstern analyse af folkeskolen i Kalundborg Kommune. Et indledende udkast til strategien blev politisk behandlet i januar og februar 2021, og har nu været i høring, hvorefter strategien var til afstemning på kommunalbestyrelsens møde onsdag.

Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Konservative, i alt 16 medlemmer, stemte for den nye Folkeskolestrategi, mens Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, i alt 10 medlemmer stemte imod med en fælles begrundelse, at der mangler en politisk retning.

”Vi kan ikke bakke op om den strategi, da vi ikke er nået til det resultat, som jeg havde håbet på. Det går for stærkt. Da vi nåede til den politiske behandling, skulle den ud i høring, og så skulle det stemmes igennem,” siger Kristine Vesterskov Olsen (A), og fortsætter: ”Lige nu er strategien fyldt med masser af flotte ord, som de færreste kan være uenig i, men der mangler en beskrivelse og en politisk understøttelse af, hvordan målet skal nås. Hvor er vi politikere i det her? Så jeg kan kun beklage, at vi ikke står bag.”

Ikke politisk drøftet

”Jeg stemmer imod med den begrundelse, at udkastet ikke er ordentligt politisk drøftet, herunder evaluering af alle høringssvarene,” siger Thomas Malthesen Hiorth (SF), mens Niels Erik Danielsen (Ø) havde denne kommentar til den nye folkeskolestrategi: ”Det er lidt meget glansbillede, og jeg har meget svært ved at se, hvordan man kommer hen til det meget fine projekt, som er opstillet.”

Kristian Kallenbach (V) synes imidlertid, at det er en god strategi, som nu er vedtaget: ”Det bliver mere og mere tydeligt, at vi drøfter en masse ting rundt om den her strategi, men ikke så meget, hvad der står i den. Jeg synes, det er en rigtig god strategi, der fortæller noget om, hvor det er, at vi skal hen, hvad det er, som vi ønsker os, og så skal vi respektere, at vi har specielle skoler. Nogle er små, en enkelt meget stor, og der er altså stor forskel på, hvordan man skal have udmøntet den her strategi på de enkelte skoler. Derfor er det nu, vi skal have alle medarbejderne, forældrene og eleverne inddraget i arbejdet."

Den nye Folkeskolestrategi skal nu omsælttes til handleplaner på hver folkeskole. Skoleledelsen på de enkelte skole inddrager både elever, forældre og medarbejdere, oplyser Michael Gravesen, der er direktør for børn, skole og familieområdet hos Kalundborg Kommune.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0