AnnonceLuk annonce




Ny ejer af Hotel Ole Lunds Gaard

28-11-2018

Ole Larsen, Kalundborg er ny ejer af Hotel Ole Lunds Gaard. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Ole Larsen Kalundborg, har netop overtaget Hotel Ole Lunds Gaard. Charlotte Nielsen, tidligere ejer, fortsætter som daglig leder af hotellet.

Ole Larsen Kalundborg har netop overtaget Hotel Ole Lunds Gaard i Kalundborg. Ole Larsen er også medejer af Kalundborg Linesmen, som bl.a. foretager fortøjning af skibe i Kalundborg Havn og ved Statoil Pieren.

Nu tidligere ejer, Charlotte Nielsen vil fortsat være ansigtet ud ad til og vil fungere som daglig leder af hotellet, men er nu ansat som lønmodtager.

”Jeg har kendt Charlotte i rigtigt mange år og har længe drømt om at eje et hotel, nu var chancen der, og så er det med at springe til, jeg drømmer faktisk også om at købe et hotel i udlandet på et tidspunkt,” forklarer Ole Larsen, der nu står i spidsen for den 270 år gamle tidligere købmandsgård.

Charlotte Nielsen valgte tidligere på året at lukke selve restauranten og udelukkende kun satse på selve hoteldriften, og nu har hun så valgt helt at trække sig ud som ejer af hotellet.

”Beslutningen er af private årsager, men jeg glæder mig til bare at skulle være lønmodtager og er glad for at Ole Larsen træder til, ham har jeg kendt i mange år og det skal nok blive et godt samarbejde,” fortæller Charlotte Nielsen.

Ole Larsen har ingen planer om at genåbne restauranten på nuværende tidspunkt, men oplyser at man stadig kan holde sin fest på hotellet, lige som der også vil blive serveret kaffe og kage i forbindelse med begravelser.

”Jeg har mange ideer som vi vil rulle ud på sigt, men lige nu handler det om hoteldriften, som i øvrigt kører rigtigt godt og med flot belægning, og med nye badeværelser på flere af værelserne,” fortæller Ole Larsen.

Alle nuværende medarbejdere, som alle har været ansat i mange år og som er meget værdsatte, fortsætter i deres nuværende job.



Klik her for at se billeder



Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 
Kalender
0