AnnonceLuk annonce




Ny containerterminal giver vækstmuligheder

22-12-2020

Af Jens Nielsen

Nyheden om at Mærsk etablerer en helt ny containerterminal på Kalundborg Ny Vesthavn får borgmester Martin Damm til at se nye, lokale erhvervs- og vækstmuligheder.

Mandagens nyhed om, at A.P. Møller-Mærsk-gruppens havneselskab APM Terminals vil etablere en helt ny containerterminal på Ny Vesthavn, med start den 1. marts, blev rigtigt godt modtaget i Kalundborgområdet, ikke mindst borgmester Martin Damm er tilfreds, han er sikker på at det vil give yderlig vækst i lokalområdet.

”Det kommer til at betyde mere end de fleste tror, det er selvfølgelig dejligt med nogle nye arbejdspladser, men det med, at man får rykket logistikken tæt på Kalundborg, det betyder noget for alle de virksomheder som ligger her, plus andre der gerne vil komme til, så det at være i et trafikknudepunkt det kaster bare en masse mere af sig, der vil helt sikkert være flere firmaer som på sigt vil placere sig her og udnytte den fordel,” siger Martin Damm.

APM Terminals, der kommer til at stå for håndteringen af containerne på havnen, regner i første omgang med 8 nye arbejdspladser i Kalundborg.

APM Terminals kommer til at råde over et areal på 80.000 kvadratmeter på Ny Vesthavn, og firmaet har allerede sørget for den første kunde til containerterminalen, nemlig verdens største containerrederi Maersk Line, som ikke tidligere har haft Kalundborg som destination. Men med den nye aftale vil Mærsk på Sjælland bruge Kalundborg Havn og flytter dermed al sin containertrafik fra København til Kalundborg.

I forvejen driver Mærsk via sin havnedivision den dominerende containerterminal i Danmark, APM Terminals Aarhus. Den står for 60 pct. af Danmarks samlede eksport og håndterer 450.000 tyvefodscontainere årligt, skriver dagbladet Børsen.

Den nye terminal i Kalundborg bliver mindre og vil anslået gennemføre 15.-18.000 containerløft årligt.


Facebook Twitter Instagram
 
 
Kalender

 





0